Ekspert: det er hundeejerens skyld

Vibeke Reese træner indbyrdes forståelse med sin hund Aslan. Noget, hun mener, at mange hundeejere mangler. Foto: Jesper Lange

Siden den nye hundelov blev indført har politiet haft masser af sager, hvor det er endt med, at en hund er blevet aflivet. Forleden blev en kvinde angrebet af en hund i Aalborg Øst. Bliver hunden fundet, kan den også stå til aflivning. En ekspert giver hundeejerne skylden.

Vibeke Reese har arbejdet med dyreadfærd i over 20 år. Hun mener, at mange hundeejere ikke ved nok om deres hund.

- Det er umuligt at vide, hvad der tricker en hund. Så det er dybt uansvarligt, at en ejer lukker sin hund ud og lader den klare sig selv, siger hun til TV2/Nord.

Tirsdag angreb en hund en 49-årig kvinde i Aalborg Øst. Hendes skader var så kraftige, at hun måtte indlægges. Vibeke Reese mener, at det er ejeren, der bærer skylden.

- Der er tydeligvis ikke styr på den hund. Den har ikke nogen ordentlige retningslinjer at leve sit liv efter. Den har ikke noget ordentligt samarbejde med mennesker, og den føler sig utryg på et eller andet niveau. Ellers angriber et dyr ikke på den måde, siger Vibeke Reese.

I marts 2010 trådte en ny hundelov i kraft. Loven har medført, at politiet kan kræve en hund aflivet, hvis den angriber et menneske eller en anden hund. Siden da, har politiet haft mere end 20 af den slags sager.

- Der er blevet meget mere fokus på det område her, og det har medført, at vi har truffet en hel del flere afgørelser på dem område her, end vi gjorde tidligere, siger politiassessor Aksel Stigaard

Langt de fleste gange handler sagerne om hunde, der angriber andre hund. Men ifølge Vibeke Reese kunne de episoder helt undgås.

- Vi skal frem til et mere ansvarsbevidst hundeejerskab. De mennesker, som er så uansvarlige, ødelægger det af for de mennesker, der har hund på den rigtige måde og som ønsker at have hund og tage ansvar for den, siger hun.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord