Eksploderende traktordæk dræber mand

Dødsulykke på virksomhed i Nykøbing Mors. 44-årig dræbt af dæk på traktor.

En arbejdsulykke har natten til fredag dræbt en mand i Nykøbing Mors.
 
Det var formentlig et eksploderende dæk på en traktor, som dræbte manden, oplyser nordjyske.dk.
 
- Traktorens dæk er tilsyneladende eksploderet, og den 44-årige har med stor kraft slynget mod gulvet, og trods forsøg på genoplivning, stod mandens liv ikke til at redde, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Jens Claumarch, til nordjyske.dk.
 
Den 44-årige mand var ved et-tiden i gang med at udføre svejsearbejde på sin traktor på virksomheden Damolin, hvor han er ansat.
 
Virksomheden, der blandt andet producerer granulat til kattebakker, har en ordning, der giver medarbejderne mulighed for at lave private opgaver, når blot virksomhedens maskiner kører.
 
Den mulighed havde den 44-årige ansatte altså udnyttet i nat, da ulykken indtraf.
 
Vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Jens Claumarch, oplyser, at lokalpolitiet i Thisted sammen med Arbejdstilsynet fredag overtager undersøgelserne af omstændighederne omkring den tragiske ulykke.


Seneste nyt

fra Nordjylland