Eksplosiv stigning i tvangsauktioner

Foto: Palle Peter Skov (Home)

Tvangsauktioner i Nordjylland er steget med 60 procent i 2011.

Værst ser det ud i henholdsvis Morsø og Mariagerfjord Kommune. I Morsø Kommune var 0,45 procent af ejerboligerne i 2011 på tvangsauktion, mens 0,38 procent var på tvangsauktion Mariagerfjord Kommune. En tendens, som indehaver af Home i Hadsund, Tom Pedersen, sagtens kan nikke genkendende til.

- Det har vi i høj grad kunnet mærke. Specielt i vores område, siger han.

Alene i december 2011 var der 82 tvangsauktioner i Nordjylland. Ifølge Tom Pedersen er langt de fleste sælgere selvstændige erhvervsdrivende, som er blevet så hårdt ramt af finanskrisen, at de nu må gå fra hus og hjem.

For selvom de fleste troede, at finanskrisen er drevet over, er der ifølge Jens Nyholm, cheføkonom ved Spar Nord, en god grund til at det først er nu, at tvangsauktionerne for alvor rammer landsdelen.

- I Nordjylland har vi et lavere niveau for boligpriser og det betyder, at folk har kunnet sidde længere i deres huse, selvom det kneb lidt (med økonomien, red.). Men på et tidspunkt går det bare ikke længere. Og når der så ikke er nogle købere til huset, så ender det i en tvangsauktion, siger han.

For ifølge Jens Nyholm er Nordjylland samtidig en landsdel, hvor det at sælge et hus, bliver en sværere og sværere disciplin.

- De fleste af os har fulgt med i, hvordan der er blevet lukket skoler og lukket købmænd. Så bliver husene sat til salg og pludselig står halvdelen af byens huse tomme. Der tror jeg, at vi har nogle områder, hvor det i fremtiden bliver rigtig svært at komme af med sin bolig, forklarer han.

Tom Pedersen er dog forsigtig optimist og håber på en nedgang i antallet af tvangsauktioner i Mariagerfjord Kommune i 2012.

- Der er ingen træer, der vokser ind i himlen, men heller ingen rødder, der vokser ud i helvede. På et tidspunkt vil vi se en normalisering, slår han fast.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord