Ekstra hjælp fra hjemmeplejen

Socialudvalget i Frederikshavn Kommune indstiller, at ældre skal kunne købe ekstra ydelser fra den kommunale hjemmepleje.

Som det er i dag, er ældre i Frederikshavn Kommune nødsaget til at gå til private firmaer, hvis de ønsker ydelser ud over det, de får betalt af kommunen. Det er nemlig ikke muligt at tilkøbe eksempelvis ekstra rengøring hos den kommunale hjemmepleje, og det betyder, at flere og flere helt fravælger den kommunale pleje.

Godt halvdelen af de borgere, der er visiteret til kommunal hjemmehjælp i Frederikshavn Kommune, vælger i dag privat hjemmepleje i stedet. I hele Nordjylland er det hver tredje borger, der vælger den private pleje.

Men nu har socialudvalget i Frederiksahvn Kommune indstillet til byrådet, at de kommunale hjemmeplejere nu skal have mulighed for at sælge ekstra ydelser til de ældre, hvis en borger eksempelvis ønsker hjælp til vinduespudsning, snerydning, et ekstra bad eller hyppigere rengøring end de egentlig er visiteret til.

Siger byrådet ja til forslaget, skal der indgives ansøgning til Indenrigsministeriet, inden den kommunale hjemmepleje endeligt kan få lov til at udføre de ekstra ydelser.


Seneste nyt

fra Nordjylland