Ekstrascanning hitter

Der er så stor efterspørgsel på scanninger af gravide maver, at de vordende forældre er villige til at betale over tusind kroner for at se deres ufødte barn en ekstra gang.

Når man venter sig et barn, så kan man få to scanninger af den gravide mave på det offentliges regning i 12. og 20. uge af graviditeten. Scanningerne har til formål at tjekke, om alt ser ud, som det skal.

Men nu begynder mange forældre at betale sig fra at se barnet igen - og for at se det i 3D og i 4D.

Derfor har to sygeplejersker og en jordmoder åbnet Aalborg Graviditet og Scanninger i Sundhedens Hus, som tilbyder forældrene at få tjekket den lille ufødte nye endnu engang.

- Vi har en oplevelse af, at folk vil have det mere og mere, og at de har fået smag for det efter de rutinemæssige scanninger på sygehuset, siger Ida Hinge, der er specialuddannet sygeplejerske hos Aalborg Graviditet og Scanninger til TV2/Nord.

En 3- og 4D ultralydsscanning samt bestemmelse af vægt og køn i 20. til 40. uge koster 1300 kroner.

- Der går rigtig lang tid, hvor man ikke ser barnet, selvom maven vokser. Det her giver også min mand mulighed for at se barnet, siger gravide Anne Marie Bützau til TV2/Nord.


Seneste nyt

fra Nordjylland