Ekstravagant show-oplevelse kommer til Aalborg: Wallmans erstatter Vinterrevy

Aalborg Kongres og Kulturcenter har som de første nogensinde booket Wallmans til at lave et show uden for København.

Se en smagsprøve på Wallmans show i bunden af artiklen.

Knapt er julen overstået før vi allerede kan begynde at glæde os til den igen. I hvert fald, hvis man er forfalden til god mad og et mindst ligeså godt show.

Som de første nogensinde er det lykkedes for AKKC at booke Wallmans i Cirkusbygningen til at optræde udenfor København. At kaste sig ud i en beskrivelse af, hvad Wallmans er, ville være dumt. Wallmans er nemlig ikke helt til at beskrive, men skulle man prøve ville ord som vildt, ekstravagant og festligt. Og har man ikke oplevet showet, giver smagsprøven, som kan ses nedenfor, et ret godt indtryk af, hvad det er Wallmans kan.

Wallmans har siden 2004 haft hjemme i Cirkusbygningen midt i København - og mere end en million mennesker har lagt vejen forbi showet, der som ingen andre i Danmark tilbyder en totaloplevelse, der starter allerede ved indgangen inden selve showet kombinerer god mad, store optrædender og festlig stemning.

 
 
Foto: Pressefoto

Aldrig været væk fra København

Konceptet er festligt - og meget populært. Og så har det aldrig bevæget sig væk fra København før nu.

- Wallmans og vi har over en periode haft tætte udviklingsmøder, ligesom vi har besøgt flere Wallmans shows i Skandinavien for at få en fornemmelse for mulighederne her i Aalborg. Og det hele har nu resulteret i, at Wallmans on Tour spiller i AKKC hele otte gange i november og december med et juleshow, forklarer direktør i AKKC Nikolaj Holm i en pressemeddelelse.

De otte shows finder sted på fredag og lørdage fra 15. november til og med 7. december og Wallman direktør Dorthe Fryd Ekelin glæder sig til at samarbejde med den nordjyske kulturinstitution:

- Gennem tiden har vi fået mange forespørgsler fra vores jyske gæster, der ville høre, om vi ikke snart kom til Jylland. Da muligheden for et samarbejde med Aalborg Kongres & Kultur Center bød sig, besluttede vi os for at lave et Wallmans on Tour, som er et show specielt sat sammen til Aalborg - en eksklusiv turnéoplevelse, fortæller hun.

 
 
Foto: Pressefoto

Wallmans er inde - Aalborg Vinterrevy er ude

Med et så massivt beslag på fredage og lørdage i tiden op til jul betyder den store Wallmans-booking, at der i 2019 - for første gang siden urpremieren i 1990 ikke skal spilles Aalborg Vinterrey i AKKC. Revyen udgår af programmet i år.

Det er naturligvis med et stænk af vemod, vi siger farvel til Aalborg Vinterrevy, som har været et stort aktiv for både AKKC og Aalborg. Vi kunne imidlertid ikke lade denne store mulighed gå fra os med en kontrakt med Wallmans, som står så stærkt for den gode showoplevelse. Vi tænker, at mange, mange nordjyder kender til Wallmans spændende koncept og har måske været i Cirkusbygningen og opleve det høje underholdningsniveau og den helt specielle oplevelse som Wallmans er kendt for, siger Nicolaj Holm.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland