Elektroniktyve knuser rude med en grab

Politiet efterlyser vidner til et rambuktyveri i Thisted, hvor tyvene gik efter iPads og anden elektronik.

Selv om der må have lydt et større brag, har politiet endnu ikke hørt fra vidner, der natten til tirsdag hørte eller så tyve begå et rambuktyveri i en elektronikbutik på Havnen i Thisted.

Med grabben på et mindre graveredskab, en knækstyret minilæsser, knuste tyve butiksruden og skaffede sig adgang til butikkens lager. Herfra stjal de iPads og andre elektronikprodukter.

Værdien af det stjålne er endnu ikke opgjort.

Tyveriet skete klokken 02.35 natten til tirsdag.

- Ejeren kom hurtigt til stedet, men så ikke noget, og endnu har ingen vidner meldt sig. Men vi vil meget gerne høre fra folk, der har set eller hørt noget, siger vagtchef Carsten Henriksen, Midt- og Vestjyllands Politi.


Seneste nyt

fra Nordjylland