Elevatorer står også stille i Svenstrup

Det er ikke kun i Skørping, de gangbesværede er ekstra udfordrede, når de skal med toget. Også på Svenstrup Station står elevatorerne stille.

Er du gangbesværet, og skal du med toget, er det en god idé at undgå stationerne i både Skørping og Svenstrup. Begge steder har elevatorerne, der skal hjælpe borgere til og fra de forskellige spor, nemlig stået stille siden 3. november.

Trods løfter om, at reparation af elevatorerne har førsteprioritet, og at ambitionen er at have dem kørende igen inden jul, kom det tirsdag frem på TV2 Nord, at det måske kan have længere udsigter end som så. 

- På Skørping Station arbejder vi benhårdt på at kunne åbne tre ud af de fem elevatorer inden jul. Mit håb er, at vi kan tænde for dem torsdag aften i denne uge, sagde Randi Skogsted, områdechef for teknik i Banedanmark tirsdag.

Kan du garantere, at elevatorerne tænder på torsdag?

- Nej det kan jeg desværre ikke, for de er ikke klar endnu. Og vi skal have gennemført en besigtigelse af dem, inden vi kan tænde for dem, så vi er sikre på, at de sikkerhedsmæssigt lever op til vores krav, fortalte hun.

Det samme gør sig gældende for elevatorerne på Svenstrup Station, som er ude af drift på grund af de nøjagtig samme tekniske problemer, der har sat elevatorerne i Skørping ud af spillet. De er endnu ikke blevet reparareret, fordi Banedanmark venter på de nødvendige reservedele fra udlandet.

TV2 Nord ville gerne have spurgt Randi Skogstad, om det er sandt, hvad en læser skriver - at elevatorerne også er ude af drift på Hobro Station, og hvor stort problemet egentlig er på de nordjyske stationer.

Men fra Banedanmarks presserum lyder meldingen, at Randi Skogstad ikke har mere at sige i elevator-sagen.


Seneste nyt

fra Nordjylland