Elever dømt for hacking

Foto: Bruno Stagsted

I dag begyndte retssagerne mod 19 elever fra Aalborg Handelsskole, der alle var sigtet for at have hacket sig ind i skolens fraværs-system. Dommene lyder indtil videre på betinget fængsel.

Det var på forhånd forventet, at størstedelen af eleverne ville tilstå deres sigtelser for hacking, men sådan gik det langt fra ved Retten i Aalborg.

Her valgte flere af de nuværende eller tidligere elever nemlig at nægte sig skyldig, hvorfor der nu skal køre nye retssager om deres forhold.

Der blev under dagens sager givet forskellige domme. Mildeste dom var på syv dages betinget fængsel, mens den hårdeste dom var på 20 dages betinget fængsel.

Under retsmøderne fortalte nogle af eleverne, at det på skolen var alment kendt, at man kunne snyde med fraværsprocenterne ligesom det også kom frem, at man på skolen havde kunnet betale sig til, at andre elever kunne ændre ens fraværsprocent.

Både anklager og dommer gjorde opmærksom på, at der findes meget få sager omkring hacking, og der derfor var begrænset retspraksis at gå ud fra.

Retssagerne om hacking fortsætter torsdag.

Flere nyheder fra TV2 Nord