Elever overtager driften af IDEmøbler i Aalborg

Elev i IDEmøbler Foto: IDEmøbler- pressefoto

Uge ti bliver ikke som alle andre i Idemøbler i Aalborg. I næste uge overtager eleverne nemlig driften af to butikker i nordjylland.

Eleverne får i uge ti ansvaret for alle aspekter af butiksdriften. Formålet er at få afprøvet deres færdigheder i praksis, inden de bliver færdiguddannede. De skal blandt andet have fokus på kundeservise, ledelse og samarbejde. 

-Jeg glæder mig enormt meget til at se, hvordan vores elever kommer til at drive butikken. Jeg er sikker på, at de kommer til at lære meget – og også bidrage med meget, da de kommer med friske øjne på tingene og med den nyeste viden fra skolen, siger Allan Stjerne fra IDEmøbler i Aalborg C.

Ud over eleverne er det kun butikschefen, der vil være til stede i butikken. Han vil fungere som sparringspartner for eleverne. 

- Eleverne får en unik mulighed for at prøve teorien af i praksis. Det giver en stor faglig styrkelse frem mod fagprøven, der er den sidste prøve, inden de er færdiguddannede. At prøve service, personlig gennemslagskraft, salg og butikslayout af i praksis er et rigtigt spændende tiltag, siger Jesper Strandbech, der er uddannelseskonsulent.

Elever overtager i alt tre IDEmøbler-bolighuse i uge 10 rundt om i Jylland. Det drejer sig om bolighuset i Aalborg C, Aalborg City Syd og i Randers.  De tre butikker skal i løbet af ugen, for at skabe holdånd, indbyrdes konkurrere om forskellige salgsparametre. Torsdag aften samles alle elever til en festmiddag som afslutning på forløbet.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord