Elever trækker i arbejdstøjet for Somaliland

I dag bliver skolebøgerne skiftet ud med arbejdshandsker, koste og musikinstrumenter, når op mod 20.000 gymnasieelever skænker en dags arbejde til fordel for Operation Dagsværk, som i år kan fejre 30 års jubilæum.

I dag er det 30 år siden, at de første danske gymnasieelever væbnede sig med koste og arbejdshandsker til fordel for unges uddannelse et andet sted i verden. I år samler 132 gymnasier og Operation Dagsværk ind til fordel for SOS Børnebyerne, som vil bruge de indsamlede midler til at stifte en elevbevægelse og forbedre gymnasierne i Somaliland.

Se interview med to af de nordjyske dagsværkere over artiklen

- Operation Dagsværk og gymnasieelever landet over har de sidste tre årtier samlet mere 162 millioner kroner ind til unges uddannelse i udviklingslande. I år går pengene til SOS Børnebyernes projekt i Somaliland, som skal stifte en studenterbevægelse og få flere piger i skole. Der er noget helt fantastisk over, at danske gymnasieelever giver en dag af deres uddannelse, så andre kan få en, siger Molly Maria Koch, bestyrelsesmedlem i Operation Dagsværk.

Hver gymnasieelev tjener minimum 300 kroner på dagen, ved at finde arbejde blandt virksomheder, offentlige institutioner eller privatpersoner. I år betyder det blandt andet, at to nordjyske elever skal arbejde i en slagterbutik i Nørresundby.

Operation Dagsværk regner med at indsamle mellem fire og fem millioner, som skal gå til uddannelse i Somaliland i det nordlige Somalia.

- Med pengene fra Operation Dagsværk håber vi at forbedre vilkårene for 15.000 gymnasieelever i Somaliland. Som det er nu, står den somalilandske ungdom over for en skyhøj ungdomsarbejdsløshed og dårlige uddannelsesmuligheder. Derfor vælger mange unge at migrere til Somalilands nabolande eller tage den farefulde rejse mod Europa. Med de indsamlede midler vil vi skabe en elevbevægelse, få flere piger i skole og give unge somalilændere nogle redskaber, så de selv kan forme deres egen fremtid i Somaliland, siger Line Grove Hermansen, kommunikationschef for SOS Børnebyerne.

Nordjyske dagsværkere

Gymnasier fra Nordjylland der deltager er:
Aalborg Katedralskole, Dronninglund Gymnasium, Erhvervskolerne Aars, Brønderslev Gymnasium og HF, Hjørring Gymnasium, Thisted Gymnasium og HF, VUC Thy-Mors Nykøbing, VUC Thy-Mors Thisted.

Seneste nyt

fra Nordjylland