Elise blev offer for hævnporno: Nu er der strengere straffe på vej

En ny pakke med initiativer fra regeringen skal sætte en stopper for digitale sexkrænkelser. Det glæder et nordjysk offer for hævnporno.

Elise Harritz Hansen husker tydeligt 17. juli 2016. Det var den dag, hun opdagede, at hendes telefon var blevet hacket, og at hendes mest private og intime billeder var delt på internetsider og på sociale medier.

- Jeg var på arbejde og kunne slet ikke koncentrere mig. Det var jo billeder i bikini, og hvor jeg var helt nøgen, og pludselig var de ude til offentligt skue, fortæller den 19-årige blogger fra Brønderslev.

Siden har andre internetbrugere delt billederne utallige gange, og Elise Harritz Hansens hacker er stadig ikke fundet.

- Jeg vil have, at de skal straffes. Det er jo at sidestille med tyveri. Det er mine private billeder, siger Elise Harritz Hansen.

Bagmanden, der hackede hendes telefon, er ikke fundet, men politiet har for nyligt sigtet en i sagen. Den sigtede har været med til at videredele billederne, og han står nu til en bødestraf.

- Jeg er glad for, at han bliver straffet, men en bøde er jo ikke meget for at have delt billederne af mig, siger bloggeren.

Fredag fremlagde regeringen en pakke med en række initiativer, der skal være med til at dæmme op for digitale sexkrænkelser, herunder hævnporno. I pakken er der blandt andet lagt op til strengere straffe, idet strafferammen for at distribuere intime billeder af andre uden deres samtykke skal hæves fra seks måneder til to år.

- Det synes jeg er rigtig godt, siger Elise Harritz Hansen.

Samtidig lyder det fra regeringen, at politiets indsats på området skal styrkes, og at der skal sættes ind med langt mere forebyggelse. Blandt andet skal emnet have højere prioritet på uddannelsesinstitutionerne. Her skal der være flere sanktionsmuligheder over for elever, som deler de intime billeder, og så skal uddannelsesinstitutionerne gøre meget mere ud af at oplyse og informere om emnet.

- Jeg tror, det vil hjælpe. Da det skete for mig, er der helt sikkert mange af dem, der har delt billederne, som ikke har vidst, at det var ulovligt. Og jeg tror heller ikke, at de har tænkt på, at der var et menneske bag, siger Elise Harritz Hansen.


Seneste nyt

fra Nordjylland