Eliteidrætsklasser er en succes

En rapport konkluderer i dag, at eliteidrætsklasser er en succes - eleverne får bedre mulighed for at dyrke deres sport og få tid til skolen.

På Sønderbroskolen i Aalborg er seks af klasserne såkaldte eliteidrætsklasser - her er undervisningen tilpasset, så der er plads til både sport og skole. Idéen med at kombinere idrætten og det faglige er en stor succes, viser en ny rapport. Og spørger man på Sønderbroskolen, er de helt enige i rapportens resultater.

- Det er meget fedt i forhold til almindelig skole, som jeg gik i før, for alle i klassen er topmotiverede for den enkelte sport, siger Jens Olaf Sønderup, der spiller fodbold på højt niveau.

For ham betyder den tilpassede skolegang, at han kan dyrke sin sport uden at det går ud over det faglige niveau. Det været en stor succes for en af skolens tidligere elever, Mie Ø. Nielsen, der i dag er en af Danmarks førende svømmestjerner.

- Det at man kunne tilpasse sin idræt til skolegangen, det betød jo rigtig meget. Jeg var mere udhvilet i skolen og mere klar til at koncentrere mig, siger Mie Ø. Nielsen.

I dag var undervisningsminister Christine Antorini på besøg på skolen for at hente inspiration. Fra næste skoleår bliver det nemlig muligt for alle kommuner at oprette eliteidrætsklasser. Indtil nu har klasserne været på forsøgsbasis.

- Det er elever, der brænder for deres sport, og måske ikke har været så glade for at gå i skole. Med eliteidrætsklasserne har de følt, at de lærer meget mere, at de får gode kammerater, og at de får mere rum til deres sport, siger Christine Antorini.

Den eneste kritik, der har været af klasserne, har været den store konkurrence mellem eleverne. Men det kender de ikke til på Sønderbroskolen.

- Jeg synes slet ikke, vi konkurrerer. Jeg synes derimod, det er et fællesskab, hvor vi snakker med hinanden og er venner, siger Nicklas Aagaard, der er elev på skolen og spiller fodbold i AaB.

Idrætselevernes faglige niveau er på linje med eller bedre end elevernes niveau i almindelige klasser.


Seneste nyt

fra Nordjylland