Elitesportsudøvere skal spidse blyanten

De nordjyske universiteter opfordrer topatleter til at tage en uddannelse ved siden af deres sport, så de øger deres muligheder på arbejdsmarkedet, når karrieren på banen er forbi.

Rasmus Haagensen står i spidsen for Nordjysk Elitesport, der er et projekt, som skal hjælpe elitesportsudøvere med at kombinere et krævende liv som atlet med en plads på skolebænken.

- Det er vigtigt, at den enkelte ikke kommer ud som ufaglært efter at have satset på sporten, for det kan hverken atleten eller samfundet være tjent med, fortæller elitesportskoordinator for Nordjysk Elitesport, Rasmus Haagensen.

Haagensen fornemmer, at der i dag sidder tidligere elitesportsudøvere tilbage, som fortryder, at de ikke tog en uddannelse.

- Den situation vil vi gerne undgå. Vores mål er, at atleterne ender med det job, de ville være havnet i, hvis ikke de havde dyrket deres sport, siger han.

Den tidligere AaB-spiller Søren Frederiksen, der i dag er assistenttræner i Viborg FF, har ingen relevant uddannelse at falde tilbage på, hvis trænerkarrieren slutter. Han erkender, at han i dag ærgrer sig over, at han ikke spidsede blyanten.

- Der er ingen tvivl om, at det ville have givet mig bedre kort på hånden, hvis jeg engang skal beskæftige mig med noget helt andet, så det kan jeg da godt fortryde lidt nu. Men samtidig er en stor del af mit liv fodbold, og det har jeg jo formået at beskæftige mig med indtil nu, fortæller Søren Frederiksen.

Klokken 19.30 i aften sender TV2/Nord et indslag med netop Søren Frederiksen samt to andre nordjyske elitesportsudøvere, Daisy Nielsen og Jeppe Curth. De har på hver deres måde taget stilling til det med at forene idræt og uddannelse.


Seneste nyt

fra Nordjylland