Ellen jubler: Asfalt får lov til at blive

Ellen Holmenlund Jensen mente, at en grusvej ville skræmme kunderne væk fra hendes butik, derfor klagede hun til kommunen. Nu har hun fået svar og en tidlig julegave

Det kan godt betale sig at brokke sig. Det er lige præcis det, som Ellen Holmenlund Jensen har gjort. For da Brønderslev Kommune besluttede sig for at fræse asfalten op på vejen ned til hendes forrentning, frygtede hun for, at det vil betyde færre kunder.
TV2 Nord besøgte Ellen Holmenlund Jensen den dag i efteråret, og du kan se indslaget her. Det er 800 meter vej - Larsgårdsvej - som fører op til forretningen, der skulle erstattes af en grusvej.

Men så galt skulle det alligevel ikke gå. For Ellen Holmenlund Jensens råb om hjælp blev hørt helt hen på rådhuset i Brønderslev. Den første december fik Ellen Holmenlund Jensen en opringning.
Det var kommunen, der gav Ellen Holmenlund Jensen en god nyhed, for vejen forbliver asfalt.

- Det er jo en sejr. Jeg havde ikke regnet med det, for jeg havde bare en fornemmelse af, at det kunne man ikke gøre noget ved. Men jeg er så glad nu. Det er bare som en ekstra julegave, siger Ellen Holmenlund Jensen.

Brønderslev Kommune har nu besluttet, at ingen asfaltveje med butikker på må erstattes af grusvej.

- Jeg har tidligere sendt en mail om hvor mange kunder, der kommer i min forretning, og det har kommunen altså ikke været opmærksom på. På det grundlag har de altså valgt, at der ikke kommer grus på vejen, siger Ellen Holmenlund Jensen.

For Ellen Holmenlund Jensen og butikken er det bare vigtigt at have en ordentlig vej for at kunderne for en god helhedsoplevelse.

- Det er en vigtig service at byde mine kunder, så de kan komme via en ordentlig vej her til. Hvis man skal drive en butik her ude, skal vi tilbyde en god service. Det er jo vigtigt med vækst her ude på landet, siger Ellen Holmenlund Jensen.

 

Brønderslev Kommune har besluttet at fræse asfaltveje op og lægge grus i stedet. En forretningsindehaver i Klokkerholm frygter, at det vil betyde færre kunder.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland