EM-sølv til Mie Ø. Nielsen og Danmark

Aalborg-svømmeren var med på medley-holdet, der ikke kunne stille noget op mod hurtigere russere.

EM i svømning, der foregår i Glasgow, er netop afsluttet med en dansk sølvmedalje i 4x100 meter medleyholdkamp, hvor Danmark havde kvalificeret sig til finalen hurtigste tid i de indledende afsnit. 

Endnu engang lykkedes det for Danmark at svømme sig ind på en stærk andenplads og dermed sølvmedalje i tiden 3.56,69. Alle fire på holdet svømmede hurtigere end deres kvalifikationstider, men de russiske svømmere var to sekunder hurtigere i tiden 3.54.22, mens bronzemedaljerne blev svømmet hjem af det britiske hold i tiden 3.56,91.

Det danske hold bestod af følgende svømmere:

  • Mie Ø. Nielsen, Aalborg Svømmeklub/NTC: 59,76.
  • Rikke Møller Pedersen, Kolding Svømmeklub/NTC: 1.07,50.
  • Emilie Beckmann, Tune IF/GTI/NTC: 57,66.
  • Pernille Blume, Holbæk Svømme Klub/NTC: 51,77.

 

- Jeg glædes over, at vi er lykkedes med det, vi overordnet set er kommet for ved EM, nemlig resultater, som er bedre end de, som vi havde med i udgangspunktet. Vi har set en lang række svømmere, der har hævet deres niveau og præsteret mange personlige rekorder samt danske rekorder og en dansk juniorrekord. Hertil skal også nævnes alle de kvalifikationer, som svømmerne har præsteret til henholdsvis semifinaler og finaler, siger Dansk Svømmeunions sportschef, Lars Green Bach om landsholdets præstationer. 

De danske svømmeres præstationer i tal:

  • 4 danske rekorder
  • 1 dansk juniorrekord
  • 4 medaljer: 3 sølv, 1 bronze
  • 10 finaler
  • 18 semifinaler
  • Talrige personlige rekorder


Seneste nyt

fra Nordjylland