Åben krig i regionen: Embedsmænd og politikere kan ikke blive enige

I Region Nordjylland strides embedsmænd og politikere om, hvorvidt en lodsejer i Frederikshavn skal have tilladelse til at etablere en grusgrav og udvinde grus.

En sag om udvinding af grus nær den lille by Gærum i Frederikshavn Kommune, har udviklet sig til lidt af en farce.

En lodsejer søgte om lov til at anlægge en grusgrav midt i et naturskønt område. Området var nemlig allerede udpeget til velegnet i den såkaldte Råstofplan. Udfordringen var imidlertid, at området samtidig er klassificeret som særligt følsomt drikkevandsområde for Frederikshavn Kommune.

Embedsmændene siger ja, kommunen siger nej
Ansøgningen havnede hos embedsmændene i Region Nordjylland, og her så man ikke et problem i at tillade råstofudvindingen. Men da politikerne skulle vedtage embedsmændenes indstilling, valgte de alligevel at tjekke med Frederikshavn Kommune.

quote Det er jo helt grotesk, at embedsmændene sender et svar, der er lodret modsat det, som et flertal i regionsrådet har besluttet

Regionsrådsmedlem Per Larsen (Konservative)

- Så viste det sig at både Frederikshavn Kommune og Frederikshavn Vandforsyning begge var meget bekymrede ved muligheden for at grundvandet blev forurenet. Ja faktisk bad de os om at holde nallerne helt væk fra området og anviste i stedet et andet og større område få kilometer væk fra drikkevandsforsyningen, forklarer regionsrådsmedlem Per Larsen (Konservative).

Hans opfattelse bakkes op af formanden for Frederikshavn Vandforsyning, byrådsmedlemmet Jens Hedegaard Kristensen:

- Vi har for ganske nyligt modtaget tilladelse til udvinding af henved en million kubikmeter drikkevand i netop det område, og den investering i 100 million kroner klassen ønsker vi naturligvis ikke ødelagt af råstofudvinding.

Artiklen fortsætter under indslaget.

Embedsmænd og politikere er uenige i sag om råstofudvinding.

Lodsejer ankede afvisningen 
Resultatet blev, at regionsrådet afviste ansøgningen om etablering af grusgraven. Men lodsejeren ankede den beslutning, og Fødevarestyrelsens Ankenævn, der skulle behandle anken, bad derfor Region Nordjylland komme med en udtalelse i sagen.

Den udtalelse fik Nævnet, ifølge Per Larsen, tilsendt fra de selvsamme embedsmænd, som i første omgang var positivt stemte overfor grusgraven. På ny lod embedsmændene forstå, at en grusgrav ikke ville true drikkevandsforsyningen, til trods for at et stort flertal af regionsrådspolitikerne, byrådspolitikerne og drikkevandsforsyningen var af den modsatte opfattelse.

- Det er jo helt grotesk, at embedsmændene sender et svar, der er lodret modsat det, som et flertal i regionsrådet har besluttet, udtaler Per Larsen og bakkes op af Jens Hedegaard Kristensen:

- Det virker på mig som om, at der er erklæret åben krig mellem embedsmændene og politikerne. Nogen har til sinds at afprøve styrkeforholdet, mener byrådspolitikeren, der med 25 års erfaring aldrig har set en lignende sag:

- Embedsværket kalder beslutningen ”rent politisk” og siger at der ikke er nogen faglig begrundelse for afslaget. Hvis ikke vi politikere kan træffe politiske afgørelser, så hører alt jo op, siger Jens Hedegaard Kristensen.

Hvem bestemmer?
Krigen, som Jens Hedegaard Kristensen kalder den, er imidlertid helt unødvendig ifølge Sten Bønsing, der er juridisk ekspert på Aalborg Universitet:

quote Det er politikerne, der bestemmer. Længere er den sådan set ikke. Politikerne behøver ikke være enige med deres embedsmænd og kan godt træffe andre afgørelser, end dem embedsmændene anbefaler

Sten Bønsing, juridisk ekspert på Aalborg Universitet

- Det er politikerne, der bestemmer. Længere er den sådan set ikke. Politikerne behøver ikke være enige med deres embedsmænd og kan godt træffe andre afgørelser, end dem embedsmændene anbefaler. Faktisk kan politikerne endda træffe ulovlige afgørelser, hvis det passer dem, men de skal jo stå til ansvar for deres beslutninger, forklarer professoren og fortsætter:

- I sager af den her karakter er rigtigt meget af beslutningsgrundlaget jo baseret på skøn og det står politikerne helt frit for at skønne præcis, som det passer dem.

På mandag behandles sagen på ny, og her vil Per Larsen indstille til en fornyet politisk vurdering og et afslag på ansøgningen.

En sag om råstof-udvending er blevet til en strid om det er politikerne eller embedsmændene der bestemmer i Region Nordjylland

Seneste nyt

fra Nordjylland