Emmelie de Forest vender hjem til Det Europæiske Folkemøde

I Mariager bliver der fra 25. til 28. august for første gang afholdt et folkemøde, som man kender det fra Bornholm, men med et europæisk udgangspunkt i stedet for.

Man kan se frem til op mod 100 debatter på syv forskellige scener med deltagelse af politikere, brancheorganisationer og udenlandske ministre, når Det Europæiske Folkemøde for første gang løber af stablen i Mariager til sommer. 

Mandag præsenterede Det Europæiske Folkemøde deres første store kulturelle navn i form af tidligere vinder af det Europæiske Melodi Grand Prix, Emmelie de Forest.

- Jeg synes, det er helt fantastisk, at Det Europæiske Folkemøde kommer til min hjemby, siger Emmelie de Forest og fortsætter:

- Jeg glæder mig virkelig til at se, hvordan byen bliver fyldt med musik, debatter og kunst.

Emmelie de Forest vandt det Europæiske Melodi Granprix i 2013.
Emmelie de Forest vandt det Europæiske Melodi Granprix i 2013.
Foto: Nicolai Nør Pedersen / TV2 Nord

Emmelie de Forest deltager både som sanger og debattør til det kommende EU-folkemøde.

- Der er mange vigtige emner, der skal bringes på banen, men jeg har valgt at debattere om det at være kvinde i musikbranchen, for det er ikke kun et dansk problem, siger hun.

Stolt lokalsamfund

Hos Det Europæiske Folkemøde er man glade for at kunne byde Emmelie de Forest velkommen til. 

- Emmelie har stået øverst på vores ønskeliste. Dels fordi hun er opvokset her i byen, men også fordi hun har nogle meninger. Og så gør det ikke noget, at hun er kendt i hele Europa, siger Jane Grøn, der er næstformand for Det Europæiske Folkemøde.

I øjeblikket er folkemødet i gang med at færdiggøre musikprogrammet, men nu er det første navn altså præsenteret. 

Politisk festival

Den nye festival vil hovedsageligt beskæftige sig med politik, men der bliver også plads til kulturelle indslag. 

- Der vil være masser af debatter med både danske og udenlandske politikere, men i øjeblikket har vi også 19 forskellige orkestre fra hele Europa, som kommer og spiller. Og så er der selvfølgelig også noget til børnene, siger Jane Grøn.

Festivalen skal ifølge arrangørerne være med til at styrke kendskabet til den politiske verden i Europa. 

- Vi vil gerne være med til at rykke ved kendskabet til EU. Måske kan vi endda være med til at skabe en sammenhængskraft i forhold til hinanden, som vi kan se, at der er så hårdt brug for, siger Jane Grøn.

Festivalen forventer mere end 10.000 daglige gæster.

Hør mere fra Emmelie de Forest og Jane Grøn her.

Seneste nyt

fra Nordjylland