En 39-årig mand er kørt på traumecenter efter alvorligt styrt på knallert

En ambulance kom tilfældigt forbi og ydede førstehjælp til 39-årig mand, der tilsyneladende væltede på knallert i Ravnshøj. Manden er kommet slemt til skade og overført til traumecenter på Aalborg Universitetshospital.

Falck-redderne, der tilfældigvis kom forbi på Hjørringvej i Ravnshøj ved Frederikshavn, så, at manden lå på fortorvet ved Tømmergade på Hjørringvej med sin knallert. Manden klagede over nakke- og hovedsmerter, og det var da også sparsomt med oplysninger, da han kort efter blev bevidstløs.

Der blev rekvireret endnu en ambulance, da man vurderede, at hans tilstand var så alvorlig, at han fluks skulle køres til traumecentret på Aalborg Universitetshospital.

Hans tilstand betegnes fortsat som kritisk - og den 39-åriges pårørende er underrettede. 

Den 39-årige er fra lokalområdet.

- Der er ikke noget, der tyder på, manden er påkørt, derimod formentlig en solo-ulykke, siger vagtchefen hos Nordjyllands Politi, som endnu ikke kan udelukke, at der kan have spiritus indblandet i knallertkørslen.

OPDATERING: Nordjyllands Politi har efterfølgende meddelt, at den 39-årige mand efter behandling senere samme dag blev erklæret udenfor livsfare.


Seneste nyt

fra Nordjylland