En ansat på Tiger føler sig svigtet

En ansat på Tiger føler sig svigtet efter de voldsomme begivenheder natten til lørdag. De ansatte på Tiger blev ikke tilbudt hjælp efter slagsmålet, hvor en ung mand mistede livet

- Jeg stod og kiggede ind i et 10 cm langt og 3 cm bredt sår - jeg kunne se lige ind i hans lunger. Det kunne jeg ikke håndtere. Jeg måtte smide kuldene, jeg havde hentet og vende mig væk.

Sådan fortæller en af de ansatte på Tiger, som natten til lørdag var vidne til et af de mest voldsomme slagsmål i Jomfru Ane Gade nogensinde.

Syv mennesker blev stukket med kniv, og den 21-årige William Lennon blev stukket 12 gange og døde kort efter.

En ansat på Tiger, som ønsker at være anonym af hensyn til sit job, har henvendt sig til gratisavisen 24timer.

Personen, som vi herefter kalder MK, er stadig stærkt chokeret over de voldsomme begivenheder og undrer sig over, at de ansatte ikke straks fik tilbud om hjælp af en eller anden art.

- Vores chefer troede, vi ville få hjælp fra politiet, men de skal da ikke tro, de skal vide, siger MK, som blev sendt hjem af politiet, da de havde fået navn og personnummer.

Den ansatte på Tiger fortsætter:

- Jeg havde brug for at tale med nogen med det samme. Eller i det mindste at mine chefer ringede og spurgte om jeg var okay, men de har selvfølgelig også meget at tænke på.

Trods den meget voldsomme fredag nat var der lagt op til, at MK igen skulle stå bag disken lørdag aften og nat.

Lars Juel, der sammen med Carsten Juhl, ejer Tiger, siger, at han har en psykolog med, når han tirsdag mødes med personalet.

Han mente at det lørdag var vigtigt "at komme op på hesten igen" og holde åbent.

- Da politiet op af lørdagen siger, at de synes, at vi skal få gjort rent og åbne igen, så gør vi det. Nogle var bange, det ved jeg godt, men vi får en snak om det. Og det er mit indtryk, at efter en halv time, så er ingen bange for at være der. Der er ligeså mange gæster som ellers. Lige så snart musikken spiller, så kørte det igen, fortæller Lars Juel.

Ejeren slutter:

- Jeg sagde også, at det var fair nok, hvis der var nogen, der ikke ville arbejde, men det var der ikke.


Seneste nyt

fra Nordjylland