Folketingets åbning: Et emne var vigtigere end andre for de nordjyske borgmestre

Fra nordjysk side var der særligt et emne, som blev fulgt nøje ved Folketingets åbning - kommunernes udligning.

Et emne havde tirsdag lidt mere bevågenhed end andre for de to nordjyske borgmestre Birgit Stenbak Hansen og Per Bach Laursen, da de fulgte med i Folketingets åbning.

- Absolut udligningsreformen. Vi bliver nødt til at have en udligningsreform nu, siger borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit Stenbak Hansen (S).

- Nu har vi talt udligning en hel del i dag, og den forventer jeg mig meget af, siger borgmester i Vesthimmerlands Kommune, Per Bach Laursen (V).

Bliv sat ind kommunal udligning her på 30 sekunder:

 

Systemet med kommunal udligning får stor kritik fra kommunerne, fordi de mener, at det er for svært at forstå.

- Der er stor forskel på, om man bor i Frederikshavn Kommune, eller om man bor i Gentofte Kommune, og det er ikke for skose Gentofte, det er bare for at påpege, at der er for stor forskel i forhold til, hvad vi har at gøre med. Vi har sådan set rigtige mennesker som borgere begge kommuner, siger Birgit Stenbak Hansen (S).

I regerings lovprogram, som blev fremlagt ved Folketingets åbning, står der, at kommunal udligning skal ændres fra 2021.

- Det lykkedes desværre ikke i den tidligere regeringsperiode at få en udligningsreform, det skal vi have på plads nu, og det skal vi have næste år senest, siger statsminister, Mette Frederiksen (S).

Men den tidsplan bliver ikke taget lige godt i mod i alle kommuner.

- At vi skal frem til 2021, det er jeg selvfølgelig lidt ked af, fordi det betyder, at når vi skal til at lave budget for 2021, så er det ikke sikkert, at vi ved, hvad vores økonomi er. Så det ærgrer mig lidt, men det er bedre, at vi gør noget ordentligt, end vi gør noget hurtigt, siger Per Bach Laursen (V).


Seneste nyt

fra Nordjylland