En fantastisk kollega og TV-fotograf er gået bort

TV2/Nord har lørdag mistet en fantastisk kollega og TV-fotograf.

Som TV-fotograf var Ivan Bitsch helt uovertruffen på sporten. Ivan havde et helt specielt talent for at lave ishockey, hvilket også betød at Ivan var en eftertragtet fotograf på OB-produktioner.

I utallige timer har Ivan arbejdet utrætteligt for at få historien hjem til nyhederne, og der er formodeligt ikke et gadehjørne i hele Nordjylland, hvor Ivan ikke har stillet sit kamerastativ. Da TV2/Nord byggede en enmandsbetjent sendevogn var Ivan fra starten fast mand som operatør. Han har de sidste 15 år sendt direkte fjernsyn til nordjyderne fra alle steder lige fra Skæve til Paris.

På TV2/Nord har Ivan altid været en eftertragtet makker både til opgaver inden for huset og på ture over de franske alper på jagt efter Tour de France-feltet for TV2/Danmark.

For et par uger siden, var vi nogle stykker fra TV2/Nord på besøg hos Ivan.

På trods af sygdom og uvished var humøret som altid højt hos Ivan.

Snakken gik som så ofte før lystigt om timerne i hans andet hjem DNK35, og alt det sport han igennem tiden har set igennem linsen. Ivan elskede sit arbejde, og kæmpede til det sidste for at komme tilbage. Desværre for os alle, nåede han det ikke.

Ivan var et usædvanligt godt menneske, og en arbejdshest uden mage. Om nogen elskede Ivan sit arbejde, det har altid været en glæde at se Ivans initialer stå ved siden af ens egne på vagtplanen.

Tabet af Ivan efterlader et stort hul på TV2/Nord.

Æret være hans minde.


Seneste nyt

fra Nordjylland