En valgjomfrus bekendelser: 283.000 unge skal gøre det for første gang

283.000 unge står overfor en række bekymringer og spørgsmål, når de skal gøre det for allerførste gang.

Den første gang er noget helt specielt, og de unge er både spændte og nervøse for, hvordan det hele kommer til at gå. Men hvad er det, der bekymrer dem, hvordan forbereder de sig, og hvordan bliver det at gøre det første gang?  

TV2 Nord har besøgt to nordjyske gymnasier for at finde ud af, hvad det er, der rører sig hos de unge, og hvis nogen skulle være i tvivl, så taler vi naturligvis om Kommunalvalget og det at stemme for første gang.  

quote Personligt er jeg jo lidt nervøs for, om man står derinde og så virker den simpelthen ikke ….. altså kuglepennen.

Unge på Frederikshavn Gymnasium

- Personligt er jeg jo lidt nervøs for, om man står derinde og så virker den simpelthen ikke ….. altså kuglepennen, lyder det fra én af drengene på Frederikshavn Gymnasium.  

Guide til din første gang

- Du kan stemme d. 21. november fra kl. 8.00 til 20.00.

- Valgstedet fremgår af det valgkort, som du modtager før valget.

- Du får udleveret to stemmesedler – én til kommunalvalget og én til regionsvalget.

- Sæt kun ét kryds på hver seddel.

- Læg stemmesedlerne i de rigtige kasser.

Kilde: Stem.dk

Andre bekymringer hos de unge, når de skal ind bag gardinet for første gang, er, om de gør det rigtigt eller forkert, for hurtigt eller for langsomt, om de vælger den rigtige, og sidst, men ikke mindst, om de når det inden lukketid. 

De unge er dog godt forberedte, og har allerede gjort en stor indsats for at imødekomme disse bekymringer og spørgsmål inden kommunalvalget den 21. november.  

- Vi har læst på nettet om, hvordan man skal gøre det, og hvordan man skal gribe det an, og vores lærer har gjort rigtigt meget for at forberede os, så vi er på den helt sikre side, og vi ved, hvad vi skal gøre, lyder det fra en håndfuld piger på Støvring Gymnasium.   

Det er især hos de ældre og mere erfarne udøvere, de unge søger råd. Her nævnes ’Far Flemming’ og ’Far Claus’, som eftersigende skulle have rigtig meget erfaring indenfor det område.  

De unge er helt klar på at give det en skalle den 21. november, og som pigerne fra Støvring siger:

- Det bliver en rigtig dejlig følelse, når vi endelig er færdige med det. 

TV2 Nord har indledt et regionalt samarbejde for at ramme de unge i øjenhøjde, når der skal sættes fokus på kommunalvalget. Det er derfor med et glimt i øjet, når de unge svarer på, hvordan deres første gang bliver. 


KV17

Knud Kristensen

Kæden på spil: Kom med bag kulissen på valgnatten

231117 johannes andersen

Valgekspert om lokallister: Sværere at blive valgt

210917 - Thomas Kastrup-Larsen Brug din stemme - ny valgkampagne skal få Nordjylland til tops i stemmeprocent ved kommunalvalget

De scorede flest personlige stemmer

Stemmerne bliver talt

Så høj blev stemmeprocenten til kommunalvalget

indlæs flere

Seneste nyt

fra Nordjylland