Endnu en Fjerritslev-brand: Ild i container nedkæmpet

En hurtig indsats fra Nordjyllands Beredskab sikrede at en containerbrand i Fjerritslev ikke bredte sig.

Nordjyllands Beredskab blev torsdag aften omkring klokken 21.30 kaldt ud til endnu en brand i Fjerritslev.

Af ukendte årsager var der udbrudt brand i en container bag Fjerritslev Kino på Vestergade, og et slukningstog fra brandstationen i byen blev sendt afsted for at bekæmpe flammerne.

Det havde de hårdtprøvede brandfolk i Fjerritslev nået allerede inden indsatsleder Evald Ulstrup, der skulle køre til stedet fra Pandrup, nåede frem. Og ilden nåede ikke at brede sig til bygningen som containeren stod op ad.

- Den var helt slukket ned, men nu arbejder politiet heroppe, fortæller indsatslederen.

Det er torsdag aften ikke lykkedes at få en kommentar fra vagtchefen ved Nordjyllands Politi, men politiet har tidligere udtalt, at man behandler alle brande i Fjerritslev og Fjerritslev-området i øvrigt som mulige påsatte brande.

Det sker, fordi der siden starten af oktober måned, har været brand på brand i sommerhuse, halmlagre, biler og nu altså også containere. 

Branden er den tredje containerbrand i Fjerritslev by siden 4. november. Her gik det ud over Fjerritslev Idrætsforenings klubhus, hvor en brand i to containere havde fået fat i bygningens tag. Dagen efter var det et skur med affaldscontainere på Aggersundvej i byen, der brændte.


Seneste nyt

fra Nordjylland