I år flyver Apollo fra Aalborg lufthavn tre gange om ugen. Den store nyhed i år er Mallorca.
Apollo flyver udover Mallorca også til Vestkreta og Bulgarien, og i alt bliver det til 6000 ekstra ferierejser til Nordjylland. Apollo har fløjet fra Aalborg Lufthavn siden 2005, og det er selskabets administrerende direktør, Jan Lockhart, glad for.
- Aalborg Lufthavn hører til de lufthavne i Danmark, som vi anser som særligt vigtig, fordi vi har så mange trofaste kunder i Nordjylland, siger han i en pressemeddelelse.
Mallorca har fået en renæssance for de danske feriegæster, der valfarter til den spanske ø. Men Apollo har endnu flere ambitioner for Nordjylland.
- Mallorca er vores store nyhed fra Aalborg, og vores ambition er at få endnu flere direkte ruter fra Aalborg til de populære rejsemål, der er i Apollos program. Det arbejder vi løbende målrettet på, siger Jan Lockhart.