Endnu en S-kandidat opfordrer Helle T til at stoppe skifergasboring

Helle Thorning Schmidt besøger Hobro. Foto: TV2 Nord

Per Husted gav i dag Helle Thorning-Schmidt besked på, at han siger nej til skifergas. Dermed er det nu tre nordjyske S-kandidater, der går i en anden retning end deres parti.

Folketingskandidat Per Husted fra Mariagerfjord fik i dag besøg af Helle Thorning-Schmidt på gågaden i Hobro. Her overrakte han hende et brev, hvori han skriver, at han siger nej tak til skifergas. Han opfordrer desuden til, at boringerne i Nordjylland bliver stoppet.

- Jeg tror faktisk, at det er lidt et oprør fra Nordjylland, vi vil se her, og jeg håber faktisk, at nogen af mine kolleger, der er opstillet fra socialdemokraterne følger efter. Der er allerede to, der er fulgt efter, siger Per Husted (S) med henvisning til Rasmus Prehn (S) og Peter Duetoft (S).

Per Husted sad i Energiudvalget i 2010, da tilladelserne til prøveboringerne blev givet. Han mener, at boringerne skal stoppes, fordi der ikke har været en tilfredsstillende Folketingsbehandling.

- Efter min bedste overbevisning har der ikke været nogen offentlighed omkring det. Ordet skifergas er ikke på noget tidspunkt blevet nævnt i energipolitisk udvalg, imens jeg har siddet der i hvert fald. Nu giver jeg hende et lille skriv om det, siger Per Husted (S).

Partilederen kommenterede ikke de nordjyske S-kandidaters "nej tak" til skifergas.

- Jeg kan ikke gå nærmere ind i det, eller i hvordan det var dengang. Så må du snakke med nogle af dem, der sad i energiudvalget dengang, siger Helle Thorning-Schmidt (S).

Har du et godt tip?