Endnu en sejr til Marco Sørensen

Marco Sørensen vandt for anden dag i træk i Østrig. Kevin Magnussen øger sin føring i World Series.

Danskerne Marco Sørensen og Kevin Magnussen styrede begivenhederne fra ende til anden på Red Bull Ring i Østrig lørdag og søndag.

Søndag vandt Marco Sørensen for anden dag i træk Formel Renault 3.5 World Series. Kevin Magnussen blev nummer to og udbyggede sin føring i den samlede stilling.

Magnussen nød godt af, at hans to værste konkurrenter i den samlede stilling, belgieren Stoffel Vandoorne og portugiseren Antonio Felix Da Costa udgik.

Sidstnævnte kom aldrig i gang, da startlamperne blev grønne, mens Vandoorne spandt rundt i et af banens første sving.

Marco Sørensen sikrede sig pole position søndag formiddag, og den føring gav han aldrig fra sig i løbet søndag eftermiddag. Heller ikke selv om sikkerhedsbilen måtte på banen mod slutningen, så de øvrige biler kunne slutte op bag ham.

Kun Kevin Magnussen forsøgte et par gange at smutte forbi, men opgav kampen og kørte mere sikkert.

Sejren lørdag var Marco Sørensens første i sæsonen, og med søndagens sejr havde nordjyden formentlig sin bedste weekend i karrieren.

Kevin Magnussen kom til Spielberg i Østrig med et minus på tre point til den førende Stoffel Vandoorne. Efter weekendens to løb, har danskeren et forspring på 30 point til belgieren.

Ydermere kørte han stærkt midt på ugen i en af de såkaldte "Young drivers test" i Formel 1.

Marco Sørensen er nu nummer seks samlet i Formel Renault.

De næste afdelinger af Formel Renault 3.5 World Series køres i Budapest midt i september.


Seneste nyt

fra Nordjylland