Endnu en spiller til Hobro IK

Hobro IK henter Rasmus Minor Petersen i Helsingør.

Hobro IK har hentet endnu en spiller fra oprykkerkollegaerne fra FC Helsingør. I går blev Vito Hammershøy-Mistrati præsenteret i klubben, mens der i dag er kommet endnu en aftale på plads.

Den 28-årige Rasmus Minor Petersen har skrevet under på en treårig kontrakt.

- Jeg er glad for, at det lykkedes med skiftet til Hobro IK. Jeg har netop været ude og se på forholdene samt høre lidt om den kultur, som er her i klubben, og det, jeg har set og hørt, stemmer meget godt overens med de værdier, som jeg står for. Derudover får jeg med skiftet til Hobro IK opfyldt min drøm om igen at spille fodbold på fuldtid, siger Rasmus Minor Petersen om skiftet til Hobro IK.

Sportschef i Hobro Jens Hammer Sørensen er godt tilfreds med den nye spiller.

- Rasmus er en spiller, vi har kendt gennem mange år. Vi har spillet mod ham i 1. Division mange gange gennem årene. Han er jo en stor, stærk kriger, der er dygtig til at vinde sine dueller, og som er god til at læse spillet. Han har et eminent hovedspil og sætter en stor ære i at forsvare sit mål. Så vi er meget tilfredse med aftalen, siger sportschef Jens Hammer Sørensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland