Endnu en tidligere superligaspiller til Vendsyssel FF

Vendsyssel FF fortsætter oprustningen med tidligere superligaspillere. Klubben har indgået aftale med den 30-årige midtbanespiller Morten Bertolt, som tidligere har spillet i superligaen for FC København og Sønderjyske.

Sportschef i Vendsyssel FF, Jacob Krüger, er begejstret for aftalen med den 30-årige midtbanespiller, der har mere end 100 optrædener i Superligaen i bagagen og har underskrevet en halvårlig aftale med klubben.

- Morten er en god midtbanespiller. Han er kun 30 år og kommer til klubben med rutine fra mange klubber på højeste niveau. Vi tror og håber på, at han vil supplere vores andre dygtige midtbanespillere rigtig fint. Aftalen med Morten er finansieret af player invest, hvor nogle af vores sponsorer har understreget sit engagement i klubben, siger Jacob Krüger til klubbens hjemmeside.

Morten Bertolt, der i forbindelse med sit skifte flytter sin bopæl til Nordjylland, kan få sin debut for klubben, når Hjørring Stadion fredag danner rammen om mødet med Lyngby Boldklub i NordicBet Ligaen.

Morten Bertolt startede sin professionelle karriere i FC København, hvis ungdomsafdeling (KB) han fik sin fodboldopdragelse i. I hovedstadsklubben blev han i 2004 - sammen med sin tidligere holdkammerat William Kvist - indlemmet i førsteholdstruppen. I de efterfølgende fire sæsoner var det småt med spilletid for Bertolt hos de mangedobbelte danske mestre, hvor det sammenlagt blev til 49 førsteholdsoptrædener.

Som følge af den begrænsede spilletid blev Morten Bertolt af to omgange udlejet - først til norske HamKam i 2006 og senere til Viborg FF i foråret 2008. I sommeren 2008 udskiftede Morten Bertolt tilværelsen som rotationsspiller i FC København med en kontrakt i SønderjyskE, hvor han i de efterfølgende to sæsoner etablerede sig som stamspiller.

I kølvandet på tiden i SønderjyskE, hvor begge parter ikke kunne blive enige om en kontraktforlængelse, skiftede Morten Bertolt i 2010 til Lyngby Boldklub. I sine to sæsoner i den sjællandske traditionsklub, der på daværende tidspunkt spillede i Superligaen, etablerede Morten Bertolt sig som stamspiller, inden han i 2012 prøvede lykken i norske Sandnes Ulf og Tippeligaen.

Efter et mislykket ophold i Norge blev Morten Bertolt i 2013 løst fra sin kontrakt med Sandnes Ulf, hvorefter han underskrev en aftale af halvandet års varighed med FC Vestsjælland.

I sin rolle som stamspiller var Morten Bertolt i sin tid i klubben med til at sikre oprykning fra NordicBet Ligaen og efterfølgende overlevelse i Superligaen.


Seneste nyt

fra Nordjylland