Energibyen Frederikshavn skal vises frem til udlandet

Foto: Henning Bagger, Scanpix

Danmarks officielle grønne brand, State of Green, har udnævnt Energibyen Frederikshavn Kommune som nyt udstillingsvindue. Energibyen skal vises frem for udenlandske interesserede, og det er en ære for Frederikshavn Kommune, siger borgmesteren.

Danmark har besluttet at være førende i grøn økonomisk vækst, og vil være uafhængig af fossile brændstoffer i 2050, som det første land i verden.

Frederikshavn Kommune har, som Danmarks første klimakommune, besluttet at det skal ske allerede i 2030. Det arbejder projektet Energibyen for, og er derfor nu optaget i en kreds af det fremmeste inden for grøn omstilling.

I alt ni projekter skal vise det bedste Danmark har at byde på frem for udenlandske gæster.

- Når andre kan bruge vores resultater og erfaringer til noget, så er det klart, vi bliver stolte i Energibyen. Det er anerkendelserne, der skaber den stadig stigende interesse og strøm af henvendelser, som vi får fra for eksempel virksomheder, der er interesserede i at høre mere om mulighederne i Frederikshavn Kommune, siger projektchef i Energibyen, Poul Rask Nielsen.

- Det er en stor ære for os i Frederikshavn Kommune at komme i det selskab og få den opmærksomhed. Og det allerbedste er, at vi også kan se det og mærke det her i Frederikshavn Kommune, at Energibyen dag for dag skaber konkrete resultater, som skaber et brand af vores kommune, og som medvirker til at åbne muligheder i vores energi-vækstspor for virksomheder og interessenter, siger Birgit S. Hansen, borgmester, Frederikshavn Kommune.

State of Green vil konkret bruge Energibyen Frederikshavn Kommune i arbejdet med at fremme danske interesser, ved at sende for eksempel delegationer på besøg i kommunen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord