Energiforsker fra AAU modtager kæmpelegat

Frede Blaabjerg modtager legat på fem millioner kroner til energiforskning.

Fem millioner kroner.

Så stort er dansk forsknings største individuelle legat, og det er netop endt på nordjyske hænder.

Energiprofessor ved Aalborg Universitet Frede Blaabjerg har modtaget Villum Kann Rasmussens Årslegat til Teknisk og Naturvidenskabelig Forskning som anerkendelse for en særlig værdifuld forskningsindsats.

50-årige Blaabjerg er en af verdens flittigst citerede eksperter inden for effektelektronik, der er en vigtig brik i skabelsen af en produktion af vedvarende energi, men som også bruges i forbrugerelektronik.

Professoren selv betegner det som god timing, at hans gren af forskningen nu bliver tilgodeset af Villum Kann Rasmussens store legat.

- Det rykker virkelig på området nu. Vi er i gang med et paradigmeskifte i centrale processer inden for vores energiproduktion. Resultaterne vil være et væsentligt bidrag til at løse de energiudfordringer, vi har i samfundet. Støtten gør mig i stand til at sætte mere risikobetonede projekter i gang, end jeg ellers ville have mulighed for. Det er vigtigt, understreger Frede Blaabjerg, som blev overrakt legatet torsdag på det kongelige bibliotek.


Seneste nyt

fra Nordjylland