Engelske flyvere mindes

Seks engelske flyvere æres nu med to mindesten i Tranum Klitplantage

I dag blev et sidste kapitel skrevet i historien om seks engelske flyvere, der blev skudt ned under 2. verdenskrig. To mindesten for de faldne blev afsløret i Tranum Klitplantage på de steder, de seks unge mænd omkom.

 

Det er i dag, den 13. august, 73 år siden seks unge, engelske flyvere mødte deres overmænd i luften over Tranum. Herblandt John Larts onkel, der var missionens leder.

 

- Jeg husker, at jeg mødte han lige før krigen, da jeg var en lille dreng. Familien var meget stolte over ham, men vi kendte ikke rigtigt hele historien. Det blev holdt hemmeligt af flyvevåbnet, fortæller John Lart til TV2/Nord.

 

Ingen fra de 11 fly der nåede Aalborg vendte tilbage. 20 af 33 besætningsmedlemmer omkom, da tyskerne havde opdaget de engelske Blenheim-fly allerde ved vestkysten.

 

Selvom der ikke er mange tilbage der kan huske krigen, så er mindesmærkerne vigtige for eftertiden. Det mener historikeren Julian Horn, der i mange år har gravet i historien om de faldne fra flybasen i Watton.

 

- Hvis vi ikke husker de ofre disse mænd gav, risikerer vi, at vi gentager de fejl der førte til at de måtte ofre deres liv. Derfor skal vi gøre alt vi kan for at huske historien.

 

Initiativet til de to mindesten er taget af den lokale sognegruppe efter at have hørt historien genfortalt på en vandretur.

 

Som en smuk gæstus til deres faldne kolleger overfløj Flyvevåbnets opvisningshold Baby Blue de to mindesmærker. Mindesmærker der selv efter flere årtier har en stor betydning for efterkommerne.

 

- Min søn kender historien, og han vil sørge for, at hans sønner kender den. Jeg er meget stolt og rørt over at være her i dag, fortæller en tydeligt rørt John Lart.


Seneste nyt

fra Nordjylland