Englegalleri åbnet

Danmarks første englegalleri har netop set dagens lys, og det er her i Nordjylland.

Her i Strandby ved Farsø strømmede folk i dag til for at se meditationsgalleriet med engle og lyde og for at opleve unikke englebilleder malet af den irske maler Lorrie Coffey, som er et stort navn inden for englekunst.

Også den norske prinsesse Märta Louise er et kendt navn i den sammenhæng - og hun skulle have været forbi for at signere sin nye bog, men havde meldt afbud på grund af at hendes faster lige er død.

Interessen for engle er stadig stigende, og kvinden bag det nye englegalleri håber, mange også fremover vil kigge forbi:

- Det her giver et frirum til bare at være, og være sammen med noget, der er større end en selv, det er et sted til at søge trøst indvendig og mærke ens sjæl, siger Gitte Jensen fra Englegalleriet i Strandby ved Farsø.

Prinsesse Märta Louise har meddelt, at hun kommer til Farsø på et andet tidspunkt og der vil deltage i en workshop om engle.


Seneste nyt

fra Nordjylland