Enhedslisten: gæt prisen på det royale besøg

Enhedslisten efterlyser nu prisen på det kommende royale besøg; Hjørring Kommune er tavse.

Tilbage i april stillede Enhedslisten spørgsmål til Hjørring Kommune angående udgifterne til Kronprinsparrets besøg i august. Enhedslisten har endnu ikke fået svar, og det undrer Peder Hvelplund fra Enhedslisten, Hjørring;

- Når der skal laves skole og daginstitutionsstruktur sidder et hav af medarbejdere og laver analyser, hvor selv den mindste besparelse bliver vendt. Men når det handler om et royalt besøg, findes der åbenbart ikke engang et budget, udtaler Peder Hvelplund og fortsætter;

- Det er mangel på respekt for de borgere, der betaler prisen for dårligere service; børn, ældre og ansatte. Det mindste man kan forlange er vel, at når man prioriterer som man gør, så foregår det i åbenhed.

Derfor har Enhedslisten nu igen sendt en forespørgsel til Hjørring kommune for at finde ud af, hvor mange penge, det royale besøg koster.

Derudover afholder Enhedslisten en quiz til Kulturnatten i Hjørring, hvor borgerne kan gætte prisen på det royale besøg. Den der kommer tættest på kan vælge mellem et indrammet foto af Borgmester Arne Boelt, sammen med kronprinsparret, eller et eksemplar af Kim Bach?s nye bog "Frederik den sidste" der afdækker de reelle udgifter ved monarkiet. Vinderen vil blive offentliggjort i Vendelbo-Posten, når udgiften ved besøget bliver kendt.


Seneste nyt

fra Nordjylland