Enlig mor klemt af sommerregel

Foto: TV2/NORD (Arkiv)

En enlig mor i Frederikshavn har ikke noget at leve af de næste to måneder. Hun er ramt af en lov, som skal forhindre, at man holder sommerferie på det offentliges regning.

Ditte Lykke Jensen, 23, er færdig som student. SU'en er stoppet, og nu kan hun ikke få nogen ydelse ind til den 1. september, når hun begynder i en læreplads som lægesekretær.

- Det er da skrækkeligt at skulle mangle penge til bleer, mad og husleje og skulle spørge andre om det. Og jeg har ellers aldrig modtaget nogen ydelse før, siger Ditte Lykke Jensen.

Hun tog først en uddannelse som slagter, men det fag måtte hun droppe på grund af arbejdstiderne, da hun blev alene med datteren .Men hun ville forsørge sig selv og tog så en studentereksamen. Karaktererne var i top, så hun fik lærepladsen som lægesekretær blandt 175 ansøgere. Men kommunen vil ikke hjælpe hende med udgifterne de næste to måneder.

- De sagde, at de måske kunne hjælpe mig, hvis det havde været fem måneder. Men nu er det "bare" to måneder, og så er der ikke noget at gøre, siger Ditte Lykke Jensen.

Frederikshavn Kommune har også afslået Ditte Lykke Jensens tilbud om at tage noget af den barselsorlov, hun stadig har til gode, efter at datteren blev født for tre år siden. For hun har ingen arbejdsgiver til at skrive under.

Ditte Lykke Jensens sag undrer Jørgen Tousgaard, medlem af socialudvalget i Fredrikshavn Kommune. Han vil se nærmere på sagen i morgen, siger han til TV2Nord.

Bjarne Laustsen, medlem af folketingets beskæftigelsesudvalg, tager sagen fra Frederikshavn med i folketinget til beskæftigelsesminister Mette Frederiksen.

- Jeg synes jo det er oplagt, at hun skal have lov til at holde den sidste rest af barselsorloven. Hun kunne også komme i noget straks-aktivering, for hun vil jo gerne arbejde, siger Bjarne Laustsen.

Flere nyheder fra TV2 Nord