Er din bilferie dyrere end du tror?

Foto: Torben Lykke Larsen

Mange danskere vælger at bruge bilen som transportmiddel når de skal på ferie, men når alle omkostninger medregnes, så kan det blive en dyr fornøjelse.

Hvis du tager familien med på kør-selv-ferie i stedet for at flyve til feriedestinationen, så er det ikke sikkert, at det kan betale sig. En ny analyse fra Spar Nord og Bilbasen viser, at hvis man regner alle omkostninger med, så koster det omkring 11.000 kroner at køre fra Nordjylland til Sydfrankrig.

- Hver eneste gang du kører en kilometer, og hver eneste gang at bilen bliver lidt ældre, så går der noget af bilens værdi. Og jeg tror, at de fleste har oplevet, at det er svært at tjene penge på at have en bil og skulle handle en bil. Det er en meget betydelig omkostning. Derudover kommer det slid, der er på bilen, når du kører i den. Der er bremser der slides, motorolie der skal skiftes, og det er noget, som du først konfronteres med, når du kører på værksted næste gang, og ikke imens du kører sydpå ad de tyske motorveje, siger Leif Lind Simonsen, pressechef ved Spar Nord.

Mange tænker kun brændstof, færgefart og vejafgifter ind i regnestykket, når de tager på kør-selv-ferie. Men også slid på bilen og værditab bør regnes med, selvom det først er penge man skal betale næste gang bilen skal på værksted eller man skal sælge bilen.

Man skal regne med at omkostningerne ved at bruge bilen som transportmiddel er 2,6 kroner per kilometer, hvis man har en benzinbil og 2,3 kroner per kilometer, hvis man kører i en dieselbil.

Skal man en hel familie på 4-5 personer afsted, og er turen ikke så lang, så kan det i nogle tilfælde betale sig at køre, men skal man kun to personer afsted til en feriedestination længere væk, så er det værd at overveje at tage flyveren, hvis man vil spare penge.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord