Erhvervslivet ønsker en vestforbindelse

Foto: TV2/Nord

70,2 % går ind for en vestlig linjeføring, når der skal etableres en tredje forbindelse over Limfjorden. Det viser en undersøgelse fra Erhverv Norddanmark.

Nordjylland skal have en tredje forbindelse over Limfjorden - så meget ligger fast.  Den tredje forbindelses beliggenhed er dog stadig uvis, Erhverv Norddanmark har undersøgt, hvad det nordjyske erhvervsliv ønsker forbindelsen skal være, og her taler flertallet for en vestlig linjeføring.

Medlemmerne har skullet forholde sig til, om en vestlig eller en østlig løsning er bedst, og medlemmerne er blevet bedt om at argumentere for deres valg.

- Hovedargumentet for en vestlig linjeføring er, at den vil sikre optimal trafikafvikling i og omkring Aalborg og den bedste aflastning af presset på den indre by, ligesom mange argumenterer for, at en sådan løsning i samspil med Limfjordstunnelen vil skabe en nødvendig ringforbindelse omkring Aalborg. Blandt argumenterne for en vestforbindelse er også at den vil skabe den optimale sammenhæng mellem det overordnede vejnet og Aalborg Lufthavn, ligesom det bliver fremhævet, at den vil bidrage til den fortsatte erhvervsudvikling i området, fortæller Erhverv Norddanmarks formand, Anders Hjulmand, og fortsætter;

- Baseret på medlemsundersøgelsen er meldingen klar: Den Tredje Limfjordsforbindelse skal gå vest om Aalborg. Om det så skal være en Egholm-, en Lindholm- eller en helt anden løsning, det vil vi ikke tage stilling til. Det centrale er, at vi klart anbefaler vest frem for øst, siger Anders Hjulmand.

Flere nyheder fra TV2 Nord