Erhvervsskole-eleverne dyster i fodbold

01:04

I eftermiddags dystede erhvervsskoleelever fra hele Nordjylland mod hinanden. Foto: Michael Kragmann

1 af 2

I eftermiddags dystede erhvervsskoleelever fra hele Nordjylland mod hinanden i fodboldturneringen ES Cup. For nogen blev det samtidig en sundhedsfaglig lektion.

Værkstedet blev i dag byttet ud med fodboldbanen for de nordjyske erhvervsskoleelever. Holdet "Motor Smedene" fra EUC Nord i Hjørring var på banen mod "Tømrerne" fra Aalborg i ES Cup Fodbold.

På erhvervsskolerne er der en udfordring med rygestatistikken - alt for mange af eleverne ryger, og derfor arbejder lærerne på at motivere de unge til at stoppe. Derfor er en fodboldturnering en god motivationsfaktor. Det fortæller Torben Bo Jensen, der er lærer på EUC Nord.

- Og så har vi også en del fokus på rygning. Vi prøver at få dem til at stoppe med at ryge. Der er alt for mange på erhvervsskolerne, der ryger, i forhold til andre steder på skoler. Det er i stigning, så det prøver vi på at gøre noget ved, siger Torben Bo Jensen, der var med på sidelinjen ved fodboldstævnet.

Derfor er motion kommet på skemaet. Og spillerne på holdet "Motor Smedene" har læst den sundhedsfaglige lektion.

- Man kommer til at tænke over sin sundhed på en anden måde, når man kommer ud og oplever det selv, i stedet for at gå rundt og ikke lave så meget konditionsarbejde på værkstedet. Det lærer du mere herude, når du kommer til at tænke over, hvordan det påvirker dig senere hen, siger Mathias Nielsen, der er elev hos EUC Nord.

Cirka 150 elever deltog i stævnet.

Det var holdet "EUX Superguy" fra EUC Nord i Hjørring, der vandt turneringen. Andenpladsen gik til "VVS Dreamteam" fra Construction College Aalborg. De to hold går videre til finalerne i ES Cup Fodbold, der spilles i Fredericia den 7. oktober.

Flere nyheder fra TV2 Nord