Erik Motor trives

Oceanariets nye klumpfisk, Erik Motor, er en del mindre end stedets tre andre klumpfisk. På trods af sine 97 centimeters længde. Foto: Ib William Christensen

Klumpfisken Erik Motor, der blev bragt til Nordsøen Oceanarium, efter den blev fanget af en fisker, trives godt i sit nye hjem.

Knap to uger efter Erik Motor er ankommet til sit nye hjem i Oceanariet i Hirtshals, har klumpfisken det godt i de nye omgivelser.

- Det er fantastisk så godt Erik Motor klarer den, siger dykker og akvarieassistent Simon Madsen, og fortsætter.

- Det er ikke hver dag fisken tager føde, men det tager vi nu ikke så tungt. Den har flere gange i ugens løb taget godt for sig af både blæksprutter og muslinger, og så længe den svømmer så fint rundt, er der ingen grund til bekymring, siger Simon Madsen.

Personalet havde ellers ikke spået den lille klumpfisk store chancer for at overleve, da den kom til Oceanariet. Fisken blev fanget ud for Vedbæk på Sjælland for to uger siden, hvorfra den blev fragtet til Hirtshals. Men under køreturen fik bilen motorstop, så Erik Motor endte med at være undervejs i ti timer.

Belært af tidligere erfaringer med klumpfisk understreger akvarieassistenten, at man ikke kan være helt sikker på, at fisken overlever, før der er gået en måneds tid.

Klumpfisken er kommet til at hedde Erik Motor, fordi fiskeren Jens Dam Rasmussen, der fangede fisken ved Vedbæk, mente, at den med sin runde form mindede ham om hans bådmekaniker.

Du kan besøge Erik Motor frem til søndag den 17. december. Herefter holder Nordsøen Oceanarium ferielukket frem til 2. juledag.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord