Et år efter AaB-afsked: Lukas Spalvis kæmper stadig for gennembrud i Sporting

Den tidligere AaB'er Lukas Spalvis har gennem sit første år i Sporting Lissabon kæmpet med en alvorlig skade og to kiksede udlejninger, men han giver ikke op og kæmper stadig for gennembruddet.

Midt i Lissabon går Lukas Spalvis rundt. Én blandt mere end 500.000 mennesker i den portugisiske hovedstad og ligeså anonym som alle andre.

Det er virkeligheden, men det var ikke planen. Den tidligere AaB’er, der i sidste sæson blev Alka Superligaens topscorer med 18 mål, skulle have bombet videre i Primeira Liga for traditionsklubben Sporting, der gennem historien har vundet 18 mesterskaber og 16 pokalturneringer, ligesom de har opfostret den dobbelte Ballon d’Or-vinder Cristiano Ronaldo, der bredt anses som værende verdens bedste fodboldspiller.

Skiftet fra AaB til Sporting blev offentliggjort 8. februar 2016. Spalvis havde efteråret igennem bombet for holdet, havde været med til sikre overvintring på Superligaens andenplads, og var uden sammenligning det hotteste navn i dansk fodbold. Det vidste han selv, det vidste AaB, og det vidste resten af verden også. Spalvis ville snart være fortid i AaB.

Ukøn afsked med AaB og katastrofal opstart i Portugal

Transfervinduet var dog blevet smækket i 31. januar, så skiftet til Sporting og en tilværelse i europæisk topfodbold havde nogle måneders udsigt. Spalvis skulle spille sæsonen færdig i AaB, men med fremtiden på plads tog den fremadstormende spiller med den flotte sparketeknik en slapper. Kvaliteten i spillet dalede og målene udeblev. De sidste måneder i AaB blev derfor tumultariske og afskeden med klubben alt andet end køn, da han i tredjesidste spillerunde indkasserede et rødt kort efter uoverensstemmelser med Esbjergs Emil Lyng, der ligeledes måtte gå tidligt i bad.

Lukas Spalvis' sidste kamp for AaB endte med et rødt kort efter uoverensstemmelser med Esbjergs Emil Lyng, der også måtte forlade banen.
Lukas Spalvis' sidste kamp for AaB endte med et rødt kort efter uoverensstemmelser med Esbjergs Emil Lyng, der også måtte forlade banen.
Foto: Henning Bagger, Scanpix

Alle omstændigheder talte dermed for, at der var brug for en solid genstart i Portugal. Spalvis havde allerede i overmål bevist sit værd som 11’er, og nu skulle han befæste den samme plads hos Sporting. Det skete bare ikke.

- Jeg kom hertil. Fedt land, fed klub. Alt var virkelig godt og professionelt. De første to uger var gode. Rigtig hård pre-season og rigtig varmt, fortæller Lukas Spalvis om den første tid hos sin nye klub.

- Derefter tog vi på træningslejr i Schweiz, hvor jeg blev skadet i allerførste kamp, fortæller han videre om hvordan hans fodboldtilværelse skulle vise sit at fortsætte i det ujævne spor, da han for anden gang blev ramt af en korsbåndsskade.

- Det værste, jeg nogensinde har prøvet

Første gang var 6. august 2014, da han spillede for AaB. Klubben havde med mesterskabet i sæsonen 2013/2014 sikret sig en plads i kvalifikationen til Champions League, og vejen mod gruppespillet gik gennem Kroations hovedstad Zagreb hvor byens stolthed Dinamo tog imod. AaB vandt samlet 2-1, men Spalvis tabte.

- Jeg ved ikke, hvor slemt det er. Jeg ved bare, at den smerte, jeg mærkede onsdag, er det værste, jeg nogensinde har prøvet, udtalte han efter kampen mod Dinamo til nordjyske.dk, for efter få dage at finde ud af, at det var rigtig slemt, og at han ikke skulle deltage i en fodboldkamp de næste syv måneder.

Men han kom tilbage. Med et brag. Foråret 2015 blev en forsmag på hvad han ville levere i efteråret, hvor han sikrede sig titlen som topscorer og ultimativt skiftet til Sporting.

Og så blev han igen slået tilbage til start.

- Da jeg fik skaden, var jeg 95 procent sikker på, at jeg havde fået den samme skade, som jeg havde haft tidligere, fortæller Lukas Spalvis om at udgå i sin første træningskamp for sin nye klub.

Udlejet to gange og alligevel ikke

Foran ham ventede endnu et langt forløb med operation og genoptræning, og da han igen følte sig klar til at betræde en fodboldbane, måtte han lejes ud for at få spilletid. Sporting havde ikke plads til ham.

Ligarivalerne fra Belenenses blev udset som ny klub til den unge angriber, og skiftet blev offentliggjort. Det blev bare aldrig til noget. Spalvis bestod ikke lægetjekket.

- Jeg trænede i et par uger, og det føltes okay, så jeg troede jeg kunne spille. Men efter jeg tog over til den anden klub (Belenenses red.) besluttede lægen, at jeg nok ikke var så klar, som vi troede, og at jeg behøvede yderligere nogle ugers træning, fortæller Lukas Spalvis.

 
 
Foto: Nicklas Vinde

Det mislykkede skifte, der havde karakter af en farce, hvor højre hånd ikke ved ,hvad venstre hånd laver, gentog sig blot to uger senere. Sporting annoncerede, at de havde sagt ”på gensyn” til deres litauiske angriber, der nu skulle tørne ud i norsk fodbold for storholdet Rosenborg, men igen kiksede lægetjekket, og Spalvis blev sendt tilbage til Portugal uden aftale.

- Jeg tog dertil, og det var det samme igen. Jeg foretog lægetjekket, som jeg troede gik fint, men de mente dog, at jeg behøvede to måneder yderligere for at komme tilbage, fortæller Lukas Spalvis.

- Efter min mening var det for meget, for jeg følte mig ikke så svag. Jeg kunne springe lige langt med højre og venstre ben. Jeg kunne gøre det samme med begge ben, men de mente, at jeg behøvede yderligere to måneder.

Rosenborg gik grundigt til værks i deres undersøgelser af Spalvis, der i over en uge var i Norge. Her trænede han alene, mens der blev lavet og analyseret undersøgelser, samtidig med der blev forhandlet de to klubber imellem.

- Jeg har ikke lyst til at komme ind på alle detaljerne, men i sidste ende kunne vi ikke nå frem til enighed, så jeg måtte tage tilbage.

- Det var en mærkelig situation. Ja, jeg bar Rosenborgs trøje, og jeg trænede, men ikke med holdet. Det var bare alene, så det var ikke så meget træning, men mere bare en venten. Det var hårdt at være der hver dag og ikke vide, hvad der skulle ske, fortsætter han.

- Jeg ved, jeg kan komme tilbage

Rosenborg-skiftet skulle have været en realitet i februar i år, men virkeligheden er en helt anden. Lukas Spalvis er tilbage i Lissabon, men ikke tilbage på banen. Han har endnu ikke optrådt for Sporting i en officiel kamp, og har heller ikke slået sit navn som profil fast. Den kamp og mange andre er han dog klar til at tage. Han ved nemlig, han kan vende succesfuldt tilbage efter et skadesforløb. Han har jo allerede gjort det.

- Jeg har været igennem dette før, så denne gang ved jeg, at jeg kan komme tilbage efter en skade, og at jeg kan komme tilbage og score mål. Jeg har gjort det én gang før, så hvorfor skulle jeg ikke kunne gøre det to gange? Jeg forsøger bare at forblive positiv, hvilket er lettere her med det gode vejr og den gode stemning overalt. Det er ikke nemt, men det er muligt. Du skal bare være rolig, arbejde hårdt, være fokuseret og tro på det, du gør. 

 
 
Foto: Nicklas Vinde

Seneste nyt

fra Nordjylland