Et butiksskilt skaber debat i Blokhus

Ejeren af en YOGO-butik i byen har fået at vide, at hans skilt er for stort og skal pilles ned, ellers falder der dagbøder. Nu beskylder ejeren kommunen for at modarbejde de erhvervsdrivende

YOGO butikken i Blokhus har på deres facade et stort lyserødt skilt. Men skiltet er for stort ifølge Jammerbugt kommune.

- Jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at skiltet skulle skabe problemer, og at det skulle blive håndteret på denne måde.

Ifølge Jammerbugt Kommune er skiltet er ulovligt, fordi det overskrider den maksimale størrelse på to kvadratmeter. Nu har de pålagt Christian Aarup Mohr at fjerne det.

- Hensigten er at holde et attraktivt miljø i Blokhus, og der er nogle regler om, hvordan der må skiltes deroppe, siger Jacob Bisgaard, vækst- og udviklingsdirektør, Jammerbugt kommune.

Det vækker harme hos YOGO-ejeren, der efter fire uger med skiltet oppe må pille det ned igen, eller risikerer Christian Aarup Mohr dagsbøder.

- Det skal jeg gøre midt i højsæsonen ellers får jeg dagbøder, og det synes jeg er dybt uretfærdigt. Christian Aarup Mohr, ejer af YOGO Blokhus.

Hos Jammerbugt kommune er de overraskede over den opmærksomhed skiltet har fået.

- Vi vil rigtig gerne have nogle iværksættere. Og vi synes jo faktisk, at vi har forsøgt at tage hånd om det, siger Jacob Bisgaard, vækst og udviklingsdirektør, Jammerbugt kommune.

Nu må Christian Aarup Mohr finde et mindre skilt at hænge på sin gavl. Når højsæsonen er ovre vil kommunen holde møde med de erhvervsdrivende:

- Og her vil vi diskutere, om reglerne i Blokhus er, som de skal være, eller om der er noget, vi skal se nærmere på, siger Jacob Bisgaard.


Seneste nyt

fra Nordjylland