Et nordjysk område stadig på ghettolisten

Foto: Torben Lykke Larsen

Sebbersundvej i Aalborg Øst figurerer stadig på listen over særligt udsatte boligområder.

Der er stadig et nordjysk område med på den liste over særligt udsatte boligområder, som ministeren for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen, mandag kunne offentliggøre.

Sebbersundvej i Aalborg Øst er ikke forsvundet fra ghettolisten, som på landsplan har set syv områder forsvinde, mens fem nye er kommet til. Det betyder, at der i år er 31 områder på ghettolisten mod 33 sidste år.

- Det er en rigtig god nyhed, at det nu ser ud til, at vi har knækket kurven. Regeringen har gjort en massiv indsats for at skabe gode boliger, tryghed og fællesskab i de udsatte boligområder, og den indsats ser nu ud til at virke, siger Carsten Hansen (Soc.dem.), minister for by, bolig og landdistrikter.

Ghettolisten omfatter almene boligområder med mindst 1.000 beboere, der opfylder mindst tre ud af fem kriterier, som karakteriserer særligt udsatte boligområder.

Kriterier for ghettolisten

Et område havner på ghettolisten, hvis det opfylder mindst tre af nedenstående fem kriterier.

* Andelen af 18-64 årige uden tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelse overstiger 40 procent set som et gennemsnit for de seneste to år.

* Andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 procent.

* Antal dømte for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer overstiger 2,70 procent af beboere over 18 år set som et gennemsnit for de seneste to år.

* Andelen af beboere mellem 30 og 59 år, der alene har en grunduddannelse inklusiv uoplyst uddannelse, overstiger 50 procent af samtlige beboere i aldersgruppen.

* Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige for personer mellem 15 og 64 år i området eksklusiv uddannelsessøgende er mindre end 55 procent af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen.

Kilde: Ministeriet for By, bolig og Landdistrikter.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord