Ét skridt tættere på: Svømmecenter i Aars har fået placering

Tidligere på året vedtog byrådet i Vesthimmerlands Kommune, at der skulle opføres et svømmecenter i Aars - nu har centret fået en placering.

Inden for de næste år kan himmerlændingene og turister i Aars få glæde af et splinternyt svømmecenter i Aars. 

Det stod klart, efter byrådet i Vesthimmerlands Kommune i september vedtog at sætte mere end 100 millioner kroner af til den nye svømmehal.

Nu har interessentgruppen bag forslaget om svømmecentret arbejdet videre og er kommet frem til, at svømmehallen skal placeres i Aars Vest ved Løgstørvej tæt på den nyligt opførte børnehave, Lille Madsens Hus.

- Der er ingen tvivl om, at et svømmecenter bliver et fantastisk aktiv for de vesthimmerlandske borgere, turister og svømmere fra nær og fjern. Samtidig står vi også overfor en af de største anlægsinvesteringer i Vesthimmerlands Kommunes historie, og derfor er vi nødt til at tænke os rigtig godt om, inden vi går i gang med at bygge nyt, siger Per Bach Lauersen (V), borgmester i Vesthimmerlands Kommune, i en pressemeddelelse. 

Derfor har byrådet for nyligt afsat to millioner kroner til projektering af det nye svømmecenter på budgettet for 2019.

Der er sat 110 millioner kroner af til at bygge svømmecentret, hvilket er 20 millioner kroner lavere, end det oprindelige forslag lød på. 

Af de 110 millioner kroner er 20 millioner medfinansiering, hvor Fonden for Sparekassen Himmerland allerede har givet tilsagn om 13 millioner kroner.

- Vi har skullet kvalificere, hvorvidt økonomien kunne holde i forhold til den ansøgning, som byrådet modtog sidste år, og det har vi gjort. Det har vist sig, at der var udfordringer med at få anlægs- og driftsøkonomien til at balancere, siger udvalgsformand for Kultur og Fritid i Vesthimmerlands Kommune, Asger Andersen (S). 

- Derfor har man politisk valgt at udvise rettidig omhu og ikke bygge et større anlæg, end vi økonomisk kan forsvare at sætte i drift i mange år fremover,

Ved endnu ikke, hvad centret skal indeholde

Med byrådets beslutning er der endnu ikke taget stilling til, hvilket konkret projekt der skal opføres, herunder heller ikke hvilke aktiviteter og funktioner, svømmecentret kommer til at indeholde. 

- Med beslutningen om den økonomiske ramme for et nyt svømmecenter kan vi for alvor starte projektet om realiseringen af svømmecentret op, siger Asger Andersen. 

- Her vil blandt andet ske inddragelse af brugere til det kommende center, således at alle nødvendige hensyn kan tages, og at flest mulige behov for de fremtidige brugere bliver tilgodeset,

Projektet vil blive videreført under Kultur- og Fritidsudvalget i et bredt samarbejde mellem kommunens forvaltninger og projektets interessenter.


Seneste nyt

fra Nordjylland