EU bekymret: Pas på med skifergas

EU-Parlamentet vil have skrappere regler for boringer efter skifergas. Kommissionen lover udspil næste år.

Hvert enkelt EU-land skal selv kunne bestemme, om de vil udnytte skifergassen i deres undergrund, men reglerne skal på europæisk plan være "tilstrækkeligt skrappe" til at undgå skader på miljøet. Sådan lyder konklusionen fra et meget enigt EU-Parlament, der onsdag stemte for, at EU med fælles regler skal skabe større sikkerhed omkring udvindingen af skifergas.

Skifergas hentes op med den såkaldte fracking, hvor klippelag flækkes med kemikalier - der i enkelte tilfælde er endt i drikkevand. En risiko, som parlamentets grønne gruppe er meget bekymret over.

Danske Bendt Bendtsen (K) er enig i, at udvindingen af skifergas skal reguleres af hensyn til miljøet - men han fremhæver samtidig, at "skifergas har medført en energirevolution i USA, hvor gas nu koster en femtedel af prisen i Europa".

EU's miljøkommissær, Janez Potocnik, udtaler efter parlamentets afstemning, at det nu gælder om at "finde frem til de miljø- og sundhedsmæssige risici".

Kommissionen vil næste år fremlægge en ramme for, hvordan man kan gribe disse risici an. I Danmark lægger en mark ved Dybvad i Nordjylland jord til de første prøveboringer på dansk grund. Det anslås, at Danmarks undergrund indeholder næsten fire gange så meget skifergas som den mængde naturgas, der er blevet udvundet i Nordsøen siden 1985.

I morgen torsdag er der offentligt møde i Frederikshavn, hvor politikerne skal debattere, om der skal bores efter skifergas i Frederikshavn Kommune.


Seneste nyt

fra Nordjylland