EU-direktiv koster chauffører jobbet

Foto: TV2/NORD (Arkiv)

Et EU-direktiv betyder, at lastbilchauffører med epilepsi skal have været medicinfri i 10 år for at beholde kørekortet.

Et EU-direktiv betyder, at flere nordjyske lastbilchauffører har mistet deres arbejde. EU-direktivet foreskriver, at chauffører, som lider af epilepsi, skal have været medicinfri i 10 år for at kunne beholde deres lastbilkørekort.

TV2/Nord har tidligere fortalt om nordjyske chauffører, som bliver ramt af EU-direktivet, og torsdag havde Dansk Folkepartis transportordfører Kim Christiansen kaldt justitsminister Karen Hækkerup i åbent samråd, hvor hun skulle redegøre for sagen.

- Problemet er, at en masse mennesker mister deres arbejde fra den ene dag til den anden, fordi de ikke kan forny deres lastbilkørekort. Det er helt urimeligt, at man i EU laver et direktiv, som kan ændre folks hverdag så drastisk, siger Kim Christiansen (DF).

- Vi er opmærksomme på, at denne sag betyder meget for dem, som kører bil, men vi bliver også nødt til at tage hensyn til færdselssikkerheden, siger justitsminister Karen Hækkerup (Soc.dem.).

Kim Christiansen er enig i, at der skal tages hensyn til trafiksikkerheden, men han mener ikke, at EU-direktivet har nogen effekt.

- Vi skal selvfølgelig have færdselssikkerheden i højsædet, men i de sidste 10 år har ingen lastbilchauffører har været involveret i en ulykke på grund af et epileptisk anfald, så der er intet incitament til at ændre loven, siger Kim Christiansen.

Der er mulighed for at give dispensation for EU's 10 års-regel, og derfor er der eksempler på danske chauffører, som har fået lov at køre lastbil igen to år efter, at de er stoppet med at tage epilepsi-medicin. En grænse, som justitsministeren mener er nødvendig.

- Der skal gå en vis periode fra man har været medicineret, indtil man kan få en dispensation, for at man kan være sikker på, at chaufføren ikke får et anfald, siger Karen Hækkerup.

Flere nyheder fra TV2 Nord