Europæisk pris til smerteforsker på Aalborg Universitet

Smerteforskere fra hele Europa har udpeget Thomas Graven-Nielsen til at modtage 20.000 euro til et innovativt forskningsprojekt. Undersøgelserne skal på sigt hjælpe patienter med kroniske smerter

Lektor Thomas Graven-Nielsen fra Aalborg Universitet er med til at gøre Center for Sanse-Motorisk Interaktion (SMI) til et af verdens førende centre for smerteforskning. Hans arbejde bliver nu anerkendt med en pris på 20.000 euro (ca. 150.000 kroner) fra EFIC Grunenthal Grant.

Den store, europæiske smerteforsker- og behandlerorganisation EFIC uddeler hvert år fem forskningsbevillinger i samarbejde med den farmaceutiske virksomhed Grunenthal, og lektor Thomas Graven-Nielsen er en af årets prismodtagere.

- Prisen er en international anerkendelse af den smerteforskning omkring muskelsmerter, som jeg og andre på Aalborg Universitet, arbejder med, fortæller Thomas Graven-Nielsen.

Det forskningsprojekt, der har fanget forskerkollegernes opmærksomhed, handler om de mekanismer i centralnervesystemet, der forårsager såkaldt meddeltsmerte til en anden struktur, for eksempel når en patient oplever smerte på anklen, selvom smertepunktet dybest set findes i skinnebensmusklen.

Graven-Nielsens projekt undersøger, hvorfor der er nogen, der ikke udvikler meddeltsmerte, hvilket er nøglen til at forstå, hvorfor andre udvikler meget udbredte områder med meddeltsmerte. Dette er blandt andet et problem for nogle patienter med kroniske muskel- og skeletsmerter.

Flere nyheder fra TV2 Nord