Få overblikket over færgerne

Mange afgange er aflyst. Få hele overblikket her.

Color Line aflyser alle afgange torsdag på grund af stormen.

- Vi håber at kunne sejle normalt igen fra klokken 8 i morgen, men nu må vi følge med i stormens udvikling, siger direktør ved Color Line, Henrik Renneberg.

Færgerne befinder sig lige nu i Norge, hvor de sejlede til i går aftes. De bliver altså liggende der resten af dagen.

Læsø-færgen må også give op i kampen mod Bodil, og sejler først igen i morgen.

- Grundet vejrliget er vi nødsaget til at aflyse afgangene fra Læsø kl. 15.00 og 18.40 og fra Frederikshavn kl. 16.50 og 20.30, skriver de på Facebook-siden.

Stena Line er også ramt af Bodil.

Færgen Stena Jutlandica aflyser afgangen fra Frederikshavn klokken 20.15 og fra Göteborg klokken 00.30.

Færgen Stena Danica aflyser afgangen fra Göteborg klokken 18.15 og fra Frederikshavn klokken 22.30.

Færgen Stena Saga aflyser afgangen i dag klokken 19.30 og i morgen kl. 09.30.

Hals-Egense-færgen sejler heller ikke længere.

- Vi har været seje, men nu går den ikke længere, så vi indstiller sejladsen resten af dagen. Og så håber vi på, at vi kan sejle klokken 6.30 i morgen, men nu må vi se, siger overfartslederen.

Egholm-færgen har også måttet opgive, og sejler heller ikke mere.


Seneste nyt

fra Nordjylland