Få syv gode råd til at undgå madspild

Danskerne smider stadig masser af mad i skraldespanden. Selina Juul, der er stifter af organisationen ’Stop Spild Af Mad’, kommer her med syv gode råd til, hvordan du kan mindske madspildet.

Der har de seneste år været stort fokus på at undgå madspild. Og mange kender sikkert det, at de har købt for meget ind, og så havner de overskydende fødevarer i skraldespanden. Men der er faktisk mange goder for forbrugerne ved at undgå at smide fødevarer i skraldespanden.

- Det betyder jo først og fremmest, at forbrugeren kan spare penge. Men derudover er det også en meget håndgribelig måde at håndtere klimaudfordringerne på. Folk har tit følelsen af afmagt, når det kommer til klimaforandringerne, men det med at undgå madspild er meget håndgribeligt, siger Selina Juul, som de seneste ti år har kæmpet mod madspild i organisationen ’Stop Spild Af Mad’.

Hun startede selv organisationen i 2008. I dag er det landets størst organisation, der kæmper mod madspild.

- For ti år siden var der ikke nogen, der havde fokus på madspild. I dag er der heldigvis sket gigantiske fremskridt. Både regeringen og kongehuset er involverede. Det er ti års hårdt arbejde, som har været med til at få det her på dagsordenen. Men der er lang vej endnu. Der bliver stadig smidt tonsvis af mad ud, så vi kan bestemt ikke stoppe vores arbejde, siger Selina Juul.

Selina Juul kommer her med syv råd til, hvordan du kan undgå, at dine fødevarer ender i skraldespanden.

Syv råd til at undgå madspild

  1. Udnyt de madvarer, du allerede har i huset - Man kan eksempelvis have en dag om ugen, hvor man ikke køber ind, men i stedet laver mad af det, som man har stående i køleskabet, i fryseren og i køkkenskabene
  2. Lav en indkøbsliste - Når du skal købe ind, så hav altid en indkøbsliste med, så undgår du at købe varer, du allerede har derhjemme. Man kan eventuelt tage et billede af ens køleskab om morgenen, så man kan se, hvad man har stående, når man køber ind.
  3. Pas på med mængderabatter - Der er mange tilbud, hvor man eksempelvis kan købe tre til tos pris. Men hvis man alligevel ikke får brugt alle varerne, så lad være med at købe dem.
  4. Bær indkøbskurven i hånden - I takt med at kurven bliver tungere og tungere, bliver man lettere opmærksom på, om man køber for meget.
  5. Planlæg dine rester - Mange kommer rester i køleskabet og får dem ikke spist. Hvis man fra start har en plan med dem, undgår man også at stå i en situation, hvor de ender i skraldespanden. Det kan for eksempel være til madpakken dagen efter eller til biksemad.
  6. Lav mad til det antal, der skal spise med - Der er mange, der laver alt for meget mad, så der faktisk er mad til seks, selvom der kun er fire der skal spise.
  7. Køb datovarer - Der er rigtig mange supermarkeder, der har en hylde eller en køleboks dedikeret til varer, der er tæt på sidste salgsdato. Her er der mange penge at spare og så undgår man, at supermarkederne smider dem ud.

 

Kilde: Selina Juul, stifter af Stop Spild Af Mad.


Seneste nyt

fra Nordjylland