Fårup Sommerland kåret til Nordens bedste for andet år i træk

Fårup Sommerland er for andet år i træk kåret til ”Nordens bedste sommerland”.

Det er brugerne på det svenske børnefamilie-site, Barnsemester.se, der for andet år i træk har kåret Fårup Sommerland som det bedste sommerland i Norden. Fårup Sommerland blev i øvrigt senest i september sidste år for fjerde år i træk af et anerkendt tysk magasin kåret til at være blandt de tre bedste europæiske parker med under 1 mio. årlige gæster.

- Det er næsten den bedste start på 2019, vi overhovedet kan ønske os. Vi står overfor en enormt spændende sæson, hvor vi har hele to nyheder, et endnu større eventprogram, og en udvidelse af hotellet  – og så åbner vi for første gang nogensinde i påsken, siger Fårup Sommerland-direktør, Per Dam.

Han fremhæver især, at det er gæsterne, der har stemt Fårup til tops i "Bästa Sommarland"-prisen, som afvikles en gang om året.

- I Fårup lever vi af glade gæster, så det er fantastisk, at det er dem, der kårer os i denne konkurrence. Vi ser det som et udtryk for at gæsterne sætter pris på den samlede oplevelse i Fårup. Både vores rutsjebaner, Danmarks største vandland, hotellet og – ikke mindst - den gæsteservice, som vores mange glade ansatte giver dem, siger Per Dam.


Seneste nyt

fra Nordjylland