Facebook-forbud i skoletiden

Facebook i skoletiden på Fjerritslev Gymnasium er udelukket, for nu er boksen fra uni-Gateway sat til.

I Region Nordjylland har Fjerritslev Gymnasium valgt at bruge en boks fra firmaet uni-Gateway for at spærre for Facebook og andre irrelevante internethjemmesider i timerne. De bliver dog låst op i det store frikvarter. På andre gymnasier i Nordjylland har de forskellige rektorer valgt ikke at bruge boksen fra uni-Gateway som en løsning på Facebook-problemet. De vil i stedet have dialoger med eleverne omkring Facebook.

Rektor Søren Hindsholm fra Nørresundby Gymnasium tror ikke, at man kan stoppe elevernes adgang til Facebook ved hjælp af en boks, men han mener, at dialoger med elever virker bedre og at konfrontere eleverne, når de er på Facebook, hjælper. På Nørresundby Gymnasium har de i deres it-strategi oprettet det de kalder it-selvdisciplin, hvor eleverne slukker for deres bærbare, når de ikke skal bruge dem og har dem tændt, når de skal bruge dem.

- Sådan nogle systemer hvor man skal kontrollere alting, de dør hurtigt, og eleverne skal lære at styre det selv, siger rektor for Nørresundby Gymnasium, Søren Hindsholm.

Boksen er placeret imellem internettet og det lokale netværk, og derigennem løber alt internettrafikken, hvor hjemmesiderne enten bliver blokeret eller højt prioriteret. Boksen kan ved udvalgte hjemmesider blokere eller nedprioritere for de hjemmesider, der ikke må benyttes i timerne, og opprioritere de hjemmesider, som er relevante for undervisningen.

Vicerektor for Fjerritslev Gymnasium, Anders Krogh, mener, at boksen har hjulpet med at tage toppen af problemerne, så eleverne holder sig fra Facebook og andre underholdende hjemmesider.

- Beslutningen og idéen er snart 2 år gammel. Flere og flere elever tog bærbar med i skole og begyndte at spille nogle spil som var så krævende, at der ikke var andre, der kunne bruge internettet, siger vicerektor for Fjerritslev Gymnasium, Anders Krogh.  


Seneste nyt

fra Nordjylland